Så er der snart Musik på Bernadottegården
HADSUND: Det er igen Hadsund Byforum i samarbejde med Mariagerfjord Kommune, der inviterer til den årlige Open Air-koncert. Arrangementet, som er gratis og åbent for alle, begynder kl. 15.00 og der loves en eftermiddag fyldt med god musik og hyggeligt samvær.
Årets program byder på populære lokale kunstnere. Et gensyn med sidste års orkester Les Manes, den populære kunstner Denise Thygesen og Mariagerfjord Musikforsyning, der alle vil stå for underholdningen og sikre en bred musikalsk oplevelse, der rammer både unge og ældre.
Efter sidste års succesfulde koncert er der store forventninger til endnu en mindeværdig eftermiddag under åben himmel.
Det er de frivillige kræfter i Hadsund, Hadsund Byforum (det tidligere Hadsund Håndværker- og Borgerforening), der sammen med kommunen har gjort det muligt at stable arrangementet på benene.
Med baggrund i de tidligere års succeser, hvor lokale kunstnere har skabt en festlig stemning, håber arrangørerne på stor tilslutning igen i år til arrangementet den 20. august.