På den grønne gren over forskønnelsesprojekt
ARDEN: Arden kalder sig selv ”Byen i skoven – skoven i byen”. Derfor virker det også ganske naturligt, at Arden Fællesråd konkret har arbejdet med et projekt om yderligere træplantning, der skulle forskønne Arden midtby. Projektet kulminerede mandag den 18. november, hvor der blev plantet træer forskellige steder i byen.
- Vi har i en længere periode haft et rigtigt godt og tværfagligt samarbejde med Arden Skole og Mariagerfjord Kommune omkring træplantningsprojektet. Det har resulteret i, at 6. klassetrin fra Arden Skole har deltaget i projektet med tværfagligt input. Kulminationen var i dag (mandag, red.), hvor vi har været ude og plante træerne, fortæller Jens Poulsen, der er aktiv suppleant i Arden Fællesråd.
- Det blev en skøn oplevelse, og nu håber vi, at borgerne i Arden vil nyde de nye træer. Vi er i hvert fald glade for projektet, og synes, at resultatet er blevet flot, tilføjer han.
Fællesrådet har ansøgt og fået et større beløb fra Sparekassen Danmark Hobro fonden til projektet.
I tillæg hertil dækker de selv en del af udgifterne til træerne, der omfatter otte store japanske kirsebærtræer samt æble- og pæretræer.