Orange dag i Hobro blev markeret på den bedst tænkelige måde
HOBRO: Der var godt 3.000 mennesker på lægterne, da Hobro IK i lørdags tog imod AaB i opgøret mellem Nordjyllands to bedste fodboldmandskaber.
Udover kampen om tre vigtige point markerede opgøret også, at DS Gruppen har været partner i Hobro IK i imponerende 25 år.
Markeringen af det flotte jubilæum betød, at Hobro IK på dagen spillede i en specialdesignet spillertrøje i den karakteristiske DS-orange.
Og måske Hobro IK skulle overveje et permanent farveskifte til orange?
Det var nemlig anden gang, at klubben spillede i særlige DS-orange trøjer.
Første gang var i 2019 i anledning af DS Gruppens 50-års jubilæum, hvor det blev til en flot 2-1 sejr over FC København.
I lørdags blev det til en 1-0-sejr over AaB -to flotte skalpe i de orange trøjer.
Svend kunne se perspektivet
Forud for opgøret holdt Morten Kaad, Co-CEO hos DS Gruppen A/S, en flot tale i loungen på DS Arena.
Her hyldede man blandt andet DS Gruppens stifter, Svend Møller Hansen, der dengang for 25 år siden indledte samarbejdet med Hobro IK.
Svend kunne nemlig se et perspektiv i at støtte det lokale og de unge.
Og selvom DS Gruppen i dag bidrager væsentligt til elitefodbolden i Hobro IK, så har de igennem alle årene også bidraget til alles ve og vel i klubben - helt nede fra de alleryngste til det bedste mandskab.
Svend Møller Hansen var selvfølgelig også på tribunen i lørdags.
I forbindelse med talen fik Morten Kaad overrakt et superflot laserskåret symbol. Dette som et synligt bevis på DS Gruppens uvurderlige 25-års opbakning til Hobro IK.
Efter kampen overrakte Tina Woods og Morten Kaad en flot kurv til kampens spiller Søren Andreasen, der scorede kampens enlige fuldtræffer – ovenikøbet en meget smuk én af slagsen.
Smukt var det også med mere end 3.000 veloplagte tilskuere på DS Arena, hvor hovedparten gik glade hjem.
Måske med en overvejelse om, at Hobro IK altid burde spille i orange.