Omvisning blandt keramik og blomster i Kunstetagerne
HOBRO: Torsdag den 3. juli kl. 15 inviterer Kunstetagerne til en omvisning i de roste sommerudstillinger (**** i Nordjyske). Her får publikum mulighed for at opleve tre forskellige, men alligevel nært forbundne udstillinger, hvor materialer og motiver spiller sammen på tværs af kunstneriske udtryk.
Interface Vol II viser et spændende samarbejde mellem keramiker Lise Seier Petersen og grafiker Pia Skogberg. Projektet bygger på mange års fælles udforskning af grænserne mellem keramik og grafik.
Her eksperimenteres med trykplader i keramik, skulpturer i papir og tryksværte lavet af lerstøv og aske. Et stort træsnit dækket af vådt ler tørrer gradvist op og afslører et skjult motiv – en levende og foranderlig proces. Udstillingen er støttet af Knud Højgaards Fond.
Keramiske blomster af Tine Hecht-Pedersen præsenterer en frodig og farverig verden af blomsterformer i ler. Værkerne spænder fra det poetiske til det groteske og skaber med sand på gulvet illusionen af planter, der vokser direkte op fra underlaget.
Nogle former er næsten overnaturligt store, mens andre vibrerer af indre bevægelse. Små pavilloner og et højt blomstertårn illustrerer årets gang i farver og former.
I Forskelligblomstret kuraterer fotograf Tinne Stender en mangfoldig blomsterudstilling i både maleri og fotografi. Hun har inviteret fire kolleger: malerne Poul Esting, Thomas Plauborg og Nils Sloth samt fotografen Niels Fabæk.
Resultatet er en alsidig udstilling: Esting leger med blomster og sprog, Plauborg skaber collager mellem blomster og interiør, og Sloths værker eksploderer i farverige motiver. Fabæk indfanger fine detaljer i buketter, mens Stenders egne værker svæver mellem poesi og noget næsten åndeligt.
Udstillingerne kan opleves frem til og med den 20. september.