Ny busrute i Nordjylland medfører, at antallet af andre afgange bliver reduceret
Det nordjyske expresbusnet skal udvides, har Nordjyllands Trafikselskab sat sig for.
Derfor introducerer man en helt ny busrute i regionen, ligesom man øger antallet af afgange mellem Aalborg og Hadsund.
Det skriver Nordjyllands Trafikselskab i en pressemeddelelse.
- Når vi indsætter flere afgange og nye ruter med expresbusser, er det for at gøre det både hurtigere og nemmere for borgerne at komme frem - med færrest mulige stop og mere direkte forbindelser mellem de større byer. Samtidig fokuserer vi på de strækninger, hvor flest rejser, og hvor behovet for kollektiv trafik er størst. På den måde kan vi tilbyde flere kunder en hurtig og enkel rejse med bussen, siger Ole Schleemann, der er direktør for kunder og drift hos Nordjyllands Trafikselskab.
Helt konkret får expresbusrute 954X hyppigere afgange med timedrift mellem Aalborg og Hadsund alle dage mellem kl. 5 og 23 - og hver anden time bliver det med videre forbindelse til Assens, Mariager og Hobro.
Den nye expresrute - 958X - kommer til at køre hver anden time mellem Hadsund, Oue, Valsgaard og Hobro.
Det er samme bus som rute 954X, der ved ankomst til Hobro skifter rutenummer til 958X, og herefter fortsætter nord om fjorden tilbage mod Hadsund.
Nordjyllands Trafikselskab oplyser, at ruterne samlet set bliver kaldt Fjordexpressen - og de kommer til at sikre, at der fremover kører en bus i timen mellem Hobro og Hadsund, da rute 954X og 958X kommer til at køre forskudt af hinanden, hhv. syd og nord om Mariagerfjord.
Tilpasning af ruter
De nye busruter betyder dog også, at man reducerer antallet på andre strækninger.
Det drejer sig om rute 54 mellem Aalborg, Gistrup, Blenstrup og Hadsund samt rute 58 mellem Hadsund, Oue, Valsgård og Hobro plus rute 234 mellem Hadsund, Assens, Mariager og Hobro.
- Når expresbusserne dækker strækningerne med flere og hurtigere forbindelser, giver det ikke mening, at de øvrige busser kører parallelt i samme omfang. Derfor tilpasser vi ruterne og sikrer, at de lokale busser kører på de tidspunkter, hvor vi ud fra vores data kan se, at der er et behov og efterspørgsel - eksempelvis til og fra skole og uddannelse, forklarer Ole Schleemann.
Fremover vil der være cirka syv ture i hver retning på hverdage i myldretiden, mens det i de øvrige tidsrum er muligt at bestille Plustur fra en adresse til nærmeste stoppested og fortsætte rejsen med rute 954X eller 958X, oplyser Nordjyllands Trafikselskab.
Ændringerne træder i kraft fra søndag 10. august.