Ny analyse viser, at erhvervslivet i Mariagerfjord Kommune står stærkt
MARIAGERFJORD: Ny erhvervsanalyse placerer Mariagerfjord Kommune blandt den stærkeste tredjedel af landets kommuner – på enkelte områder er kommunen helt i top.
I en ny erhvervsanalyse fra IRIS Group, baseret på de senest tilgængelige data fra Danmarks Statistik, er Mariagerfjord Kommune på en række punkter med helt fremme. Det vækker glæde hos både erhvervsformand og borgmester.
Der kommer løbende undersøgelser og analyser, der går tæt på erhvervsklimaet og erhvervsvenligheden i de danske kommuner. Sidste efterår kom der blandt andet en undersøgelse fra SMVdanmark, der viste at Mariagerfjord Kommune indtog en flot 3. plads over erhvervsvenligheden blandt landets kommuner.
Senere på året var Dansk Industri ude med en undersøgelse, hvor Mariagerfjord Kommune også klarede sig godt.
Nu har IRIS Group præsenteret en ny analyse, der udelukkende er baseret på statistiske data fra Danmarks Statistik – altså objektive indikatorer. Også her er der igen flotte Mariagerfjord-tal.
Uddrag fra analysen
Således er Mariagerfjord Kommune den nordjyske kommune med det højeste antal arbejdspladser pr. 1.000 indbyggere, med en flot placering på landsplan som nummer 21.
De placeringer understøttes af, at Mariagerfjord Kommune har et højt antal virksomheder pr. 1.000 indbyggere. Her viser analysen en placering som nummer tre i Nordjylland og nummer 14 på landsplan.
Et andet flot tal er antallet af højproduktive virksomheder og udviklingen i andelen heraf. Her er Mariagerfjord kommune henholdsvis nummer 34 og 11 på landsplan, og nummer to og fire i Nordjylland.
Flotte tal understøtter stærkt budskab
Hos Søren Møller, formand for Mariagerfjord Erhverv, er der tilfredshed med tallene i den nye analyse.
- Sidste efterår glædede vi os over resultaterne af de to omfattende erhvervsundersøgelser fra henholdsvis SMVdanmark og Dansk Industri, der begge var baseret på tilbagemeldinger fra virksomhederne. Denne analyse er objektiv, altså udelukkende baseret på data fra Danmarks Statistik, og vi er glade for, at den også viser nogle positive tal.
- Vi har de seneste år markedsført os som smørhullet mellem Aarhus og Aalborg, altså som en rigtig attraktiv kommune for både virksomheder og som bosætningskommune, så når en analyse som denne viser, at vi blandt andet har det højeste antal arbejdspladser i Nordjylland pr. indbygger, så er det jo med til at understøtte den fortælling og det budskab, fortæller Søren Møller, der samtidig understreger, at der også er enkelte punkter i analysen, der skal arbejdes med.
- Vi er lidt i den tunge ende, når det gælder iværksætteri, så det er bestemt et område, som vi har fokus på. Hos Mariagerfjord Erhverv arbejder vi hver eneste dag på at optimere mulighederne for erhvervslivet i kommunen, herunder også iværksætteri. F.eks. holder vi i de kommende uger i Hadsund og Hobro et par workshops med bred deltagelse med fokus på udviklingen af iværksætteraktiviteterne i kommunen.
- Bredere set vil jeg sige, at vi hver dag, i tæt samarbejde med både virksomhederne og kommunen, arbejder med alle punkter i analysen, understreger erhvervsformanden.
Glæde på borgmesterkontoret
Analysen er også landet på skrivebordet hos Jesper Skov Mikkelsen, borgmester i Mariagerfjord Kommune, og her er der også tilfredshed med tallene.
- Det er overordnet set meget positiv læsning, men tallene kommer ikke som en overraskelse for mig. Vi har nemlig et rigtigt stærkt erhvervsliv i Mariagerfjord Kommune. Det ser vi komme til udtryk hver dag, hvor 8.700 medarbejdere pendler ind til attraktive arbejdspladser i kommunen. Stærke virksomheder og attraktive arbejdspladser betyder, at vi har en stor nettoindpendling fra nabokommunerne. Det er jeg stolt af.
- Derfor handler det også om at bruge dataene fra en analyse som denne, og de tilsvarende flotte resultater fra erhvervsundersøgelserne sidste efterår, til at arbejde videre med at optimere forholdene og rammerne for erhvervslivet, så vi både fastholder bestående og tiltrækker nye virksomheder til området. Det er nemlig en af nøglerne til at styrke bosætningen i Mariagerfjord Kommune, fastslår borgmesteren.