Seneste nyt
Billede beskrivelse

Midgårdsormen har sat sine spor i Bramslev Bakker

22. juni 2026 kl. 10.02

HOBRO: På naturhotellet Bramslev Bakker nær Hobro er der ingen tvivl om, at succesen fra sidste års Midgårdsorm har sat tydelige spor i salget af overnatninger.

I Bramslev Bakker kunne man sidste år opleve Midgårdsormens ham, som med sit farvestrålende udtryk snoede sig ned gennem bakkelandskabet. Det var Midgårdsormen i Hobro, der havde “smidt sin ham” – og den har nu efterladt mere end blot gode sommerminder.

Det skriver Johnny Haugaard i en pressemeddelelse.

Billede beskrivelse

- Vi har kunnet mærke en stigende interesse for overnatning på Bramslev Bakker i år. Faktisk har vi tre gange så mange bookinger nu som sidste år på samme tidspunkt, siger indehaver af naturhotellet Bramslev Bakker, Mads Hedegaard.

- Der er slet ingen tvivl om, at det er gæster, som enten var her sidste år for at opleve Midgårdsormen, eller som har hørt om installationen og derfor har valgt at holde deres ferie her i år, tilføjer han.

Billede beskrivelse

Sidste år lagde omkring 100.000 gæster vejen forbi Bramslev Bakker, og mange oplevede området for første gang. Fjorden og bakkelandskabet kombineret med restaurant- og overnatningsmuligheder har siden fået flere til at vende tilbage.

- Vi kan allerede nu sige, at al overnatning med fjordudsigt er udsolgt resten af sæsonen. Det er vi utroligt glade for, siger Mads Hedegaard, som samtidig understreger, at udviklingen fortsætter.

- Nu er vi blevet væltet omkuld i år, men vi har allerede fuldt fokus på 2027 og på, hvordan vi kan udvikle området. Vi er i gang med at realisere Sommersus i Bakkerne til næste år, som fortsat skal være en gratis, tilbagevendende årlig event. I år kunne det desværre ikke lade sig gøre, da projektet var afhængigt af statslig støtte. På grund af en forsinket regeringsdannelse og usikkerhed om relevante støttepuljer lykkedes det ikke at realisere arrangementet i år.

Billede beskrivelse

Idéerne starter i bakkerne

Det var netop under Sommersus i Bakkerne, at idéen om Midgårdsormen opstod.

- Under det første Sommersus i Bakkerne sad Mads og jeg og talte en aften om, hvordan man kunne løfte området og tiltrække flere gæster. Det er jo et fantastisk sted, og naturen og fjorden kan noget helt særligt, siger kunstneren bag Midgårdsormen, Johnny Haugaard.

Billede beskrivelse

- Jeg så en kæmpe Midgårdsorm for mig – den bugtede sig i fjorden, og først var tanken, at den skulle strække sig fra Als Odde til Hobro. Men vi måtte “nøjes” med en strækning på ca. fire kilometer plus hammen herude i Bramslev. Det var nok også meget godt, griner han og ser tilbage på en travl sommer for et år siden.

- At det lykkedes at realisere idéen, kan vi takke rigtig mange mennesker for. Og at det har givet flere gæster – og måske endnu flere på sigt – er jo helt fantastisk, siger Johnny Haugaard.

Billede beskrivelse

Nye idéer i Bramslev Bakker

I Bramslev Bakker glæder man sig over både succesen og de nye muligheder, den har skabt.

- Det er fedt, når idéer opstår og bliver til virkelighed. Vi er ikke bange for at kaste os ud i nye projekter. Et af de nyeste tiltag er en anderledes overnatningsmulighed i en ægte cirkusvogn, som tidligere har været brugt af Cirkus Dannebrog, siger Mads Hedegaard.

Planen er at udvide med yderligere 3–4 cirkusvogne og skabe en slags “Circus Village”.

- Man ved aldrig, hvad der kommer til at ske her i bakkerne, men mange ting har det med at lykkes. Under sidste års Sommersus talte Johnny og jeg også om en kæmpe Thors Hammer som udsigtspunkt – det kunne være perfekt til vikingefortællingen i området, afslutter Mads Hedegaard.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste