Billede beskrivelse

Michelle og tøserne samlede hele byen til oprykningskamp i røg og damp

23. juni 2025 kl. 20.07
Opdateret 24. juni 2025 kl. 15.01

ASTRUP: Sidste uges byfest i Astrup fik et uventet, men mildest talt vitaminfyldt ekstraindslag i løjerne, da IF Dannebrogs kvindehold sikrede sig oprykning til landets fjerde bedste fodboldrække for kvinder.

Oprykningen blev sikret torsdag i sæsonens allersidste kamp, hvor den direkte konkurrent til oprykning, Brønderslev, blev sendt retur til Vendsyssel med en lussing på 4-1. 

Både før, under og efter kampen blev der festet på livet løs, fortæller formanden for klubbens kvindeafdeling, Michelle Nedergaard Pedersen, der selv spiller på holdet.

Billede beskrivelse

- Det var helt vildt. Astrup har 500 indbyggere, og der kom 300 tilskuere til kampen. Normalt plejer vi at spille foran nogle klubmedlemmer, venner og familie, så det var helt overvældende. Folk havde romerlys og røgmaskiner med, der var bannere, kæmpe jubelbrøl, og det sluttede med konfettiregn, guldparykker og jeg skal give dig, skal jeg. Det var så fedt, griner Michelle Nedergaard Pedersen.

Billede beskrivelse

Hendes formandsjob er en forholdsvis overskuelig opgave, for der er ganske enkelt kun de 20 kvindelige medlemmer, der altså nu skal spille i Kvindeserien.

- Vi har tidligere haft børne- og ungdomshold, men efter at folkeskolen lukkede, tyndede det ud, og i mange år har vi kun haft seniorfodbold, fortæller Michelle Nedergaard Pedersen.

Men de 20 kvinder i truppen er altså nok til at rykke op i Kvindeserien, og rent sportsligt er det ikke hverdagskost for en lille landsbyklub at spille på det niveau, men der er flere forklaringer på succesen.

- Vi har ikke bevidst prioriteret kvindefodbolden, men det har udviklet sig sådan. Mest fordi det fungerer så godt socialt. Vi er kun to, der bor i byen, men andre, der har boet her tidligere, er vendt tilbage, fordi det er så hyggeligt og afslappet, og fordi sammenholdet fungerer både på og uden for banen. Og de har så lokket andre med sig, fordi rygtet har spredt sig. Vi har spillere fra Aalborg, Skørping, Hadsund, Arden. De kommer for det sociale, fortæller Michelle Nedergaard Pedersen.

Billede beskrivelse

Igennem flere år har holdet snuset til oprykning, men at det lige netop lykkes nu at knække koden, har efter hendes opfattelse især én forklaring, måske i virkeligheden to.

- Vi har fået en træner, som er virkelig dygtig. Jan Madsen har været en del af trænerstaben i Fortuna Hjørring, AaB og Viborg, men har valgt at komme hertil, og det er jo i sig selv vildt. Han var træner for Gug, som vi mødte sidste år, og så henvendte han sig selv, fordi han syntes, det var så fedt, det han oplevede her. Og det har helt sikkert gjort en forskel sportsligt. Jeg har lært mere om fodbold på et halvt år, end jeg har lært i hele mit liv, og alle på holdet har fået et løft, siger Michelle Nedergaard Pedersen.

Måske lige så væsentligt er det, at Jan Madsen trak en anden træner med, Thomas Rødtnes.

- Han kender Jan, men er fysisk træner, og jeg er ikke helt sikker på, om han nogensinde har set en fodboldkamp, men han mente, at han kunne gøre en forskel, og det skal jeg lige love for. Jan har sørget for, at vi vi fodboldteknisk og taktisk har oppet os. Thomas har sørget for, at vi kan slide modstanderne ned, og det viser sig i de sidste 20 minutter af kampene, fortæller Michelle Nedergaard Pedersen.

Der var dog lige et forståelsesproblem, der skulle løses først.

- Thomas bemærkede, at vi drak en øl efter træning, og dét syntes han, vi skulle lade være med, men der satte Jan foden ned. Han ved, at det sociale er lige så vigtigt, så det har fået lov at blive, siger Michelle Nedergaard Pedersen.

Så øllet flød selvfølgelig også i stride strømme, da oprykningen blev fejret, som da FCK fejrede det danske mesterskab i Superligaen. Nu håber Michelle Nedergaard Pedersen bare, at sammenligningen på mindst et punkt ikke holder stik.

- Romerlys er jo pyroteknik, og det kan man få bøder for, så vi håber selvfølgelig, at vi flyver under DBU's radar...

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste