Mariagerfjord i europæisk finale for grøn turisme
MARIAGERFJORD: Mariagerfjord Kommune er blandt de otte finalister til den prestigefyldte European Green Pioneer of Smart Tourism Award 2026. Udnævnelsen, der kommer fra Europa-Kommissionen, giver fjordkommunen en unik mulighed for at profilere sig som en af Europas mest fremsynede og bæredygtige turismedestinationer.
Det fortæller kommunen.
Med nomineringen følger øget synlighed, som forventes at tiltrække flere turister, styrke det lokale erhvervsliv og skabe nye arbejdspladser. Samtidig kan det give et løft til investeringer i grøn omstilling og placere kommunen tydeligt på det internationale landkort som et sted, hvor natur, kultur og erhverv går hånd i hånd.
- Det er helt unikt og en milepæl for Mariagerfjord Kommune at være blandt finalisterne. Vi er enormt stolte af, at vores målrettede arbejde med grøn omstilling og turismeudvikling får europæisk anerkendelse. Det viser, at vi som kommune spiller en vigtig rolle langt ud over vores egne grænser, som nu kan inspirere resten af Europa, siger borgmester Mogens Jespersen.
Grønne initiativer i front
Finalepladsen er resultatet af en lang række grønne og borgerinddragende initiativer. Blandt tiltagene er cykelruter, el-delebiler i landsbyerne, naturpleje med græssende dyr samt markante attraktioner som Unesco-listede vikingeborge. Hertil kommer innovative virksomheder som Hydrogen Valley og Eurowind Energy.
Et af de centrale projekter er Next Step Himmerland, som har hjulpet lokale turismevirksomheder med at blive grønnere. Seks virksomheder i området er nu certificeret med miljømærker som EU Ecolabel, Svanemærket og Green Attraction. Ifølge Miljømærkning Danmark gør det Destination Himmerland til en af Danmarks mest certificerede turismedestinationer.
Mariagerfjord Kommune er en af de to ejerkommuner bag Destination Himmerland og er aktivt involveret i det strategiske arbejde.
- Vi har arbejdet strategisk og langsigtet for at sætte bæredygtighed øverst på dagsordenen. Denne finaleplads er en kæmpe cadeau til de mange virksomheder, ildsjæle og samarbejdspartnere, der har bidraget. Det er intet mindre end fantastisk, at vi nu er blandt de absolut bedste i Europa, siger Johanne Bugge, destinationsdirektør i Destination Himmerland.
Næste stop: Bruxelles
I november 2025 skal finalisterne præsentere deres arbejde for en europæisk jury i Bruxelles. Vinderen kåres som European Green Pioneer of Smart Tourism 2026 og får i hele 2026 mulighed for international branding som foregangseksempel på bæredygtig turisme - til gavn for både borgere, erhvervsliv og natur i Mariagerfjord.
Finalefeltet tæller flere prominente destinationer, herunder Ibiza (Spanien), Marmaris (Tyrkiet), Dubrovnik (Kroatien) og Laois (Irland). Ud af 26 ansøgere fra 18 lande er to danske kommuner med i finalen: Mariagerfjord og Rebild.
Ansøgningen er udarbejdet i fællesskab mellem Destination Himmerland og NordDanmarks EU-kontor.