Billede beskrivelse

Mariager Saltcenter og Harbour Energy indgår vigtigt samarbejde

06. november 2025 kl. 17.02

MARIAGER: Mariager Saltcenter og Harbour Energy har indgået et samarbejde om at formidle viden om CO₂-lagring og undergrundsgeologi til besøgende ved Saltcenteret. 

Samarbejdet, der bygger på Saltcenterets stærke tradition for levende formidling, skal fremme information om de geologiske undersøgelser, der vil blive udført i Greenstore-området i de kommende år.

Målet er at gøre viden om CO₂-lagring tilgængelig for både borgere og gæster, samtidig med at der skabes en lokal ramme for indsigt i geologien i området mellem Randers, Mariager og Hobro. 

Undersøgelserne skal vurdere, om undergrunden er egnet til sikker CO₂-lagring i sandstenslag 2.000–3.000 meter under jordoverfladen.

I den kommende udstilling vil besøgende få indsigt i, hvad CO₂-fangst og -lagring indebærer, og hvordan processen forløber. Formidlingen vil hjælpe med at skabe forståelse for både de geologiske forhold og den teknologiske udvikling bag CO₂-lagring.

Samarbejdet giver mulighed for at sætte fokus på, hvordan undergrunden, der tidligere har givet salt, også kan spille en rolle i den grønne omstilling. 

Harbour Energy ser partnerskabet som en værdifuld mulighed for at styrke dialogen med lokalbefolkningen og informere om de undersøgelser, der vil danne grundlag for fremtidige beslutninger om CO₂-lagring i området.

Undergrunden i området er karakteriseret ved mange lag af sandsten, ler og kalk, som gør den interessant for CO₂-lagring. 

Det er dog vigtigt at understrege, at der endnu ikke er taget beslutning om etablering af et CO₂-lager. Først når alle undersøgelser er gennemført og analyseret, vil der blive taget stilling til, om der skal ansøges om tilladelse.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste