Billede beskrivelse

Mariager Fjord OK med stærk indsats og mesterskab ved Nordjysk Stafet

07. juni 2025 kl. 14.01

MARIAGERFJORD: Ved torsdagens O-løbsstævne, Nordjysk Stafet for 2-mandshold, stillede 50 orienteringsløbere til start – primært fra nordjyske klubber. Blandt dem var ni deltagere fra Mariager Fjord OK, som leverede imponerende resultater.

Stævnet fandt sted i Vilsbøl Plantage, smukt beliggende mellem Thisted og Hanstholm, med Nordvest OK som arrangør.

Mariager Fjord OK kunne tage hjem med både flotte placeringer og et mesterskab i bagagen. I klassen H 60 løb Per Korsbæk og Ole Jensen sig til en stærk førsteplads med den samlede tid 2.00.03. 

Tæt efter kom klubkammeraterne Gert Rebsdorf og Jens Christensen, som blot var 58 sekunder langsommere og dermed sikrede sig andenpladsen.

I D 60-klassen blev det til en flot andenplads til Bettine Gjedde og Pia Hejlskov Mogensen med tiden 1.22.09 – knap fire minutter efter vinderholdet fra Nordvest OK.

Endnu en andenplads gik til Mariager Fjord OK i H 70-klassen, hvor Keld Østergaard og Helge Poulsen gennemførte løbet i 1.39.51, kun tre minutter efter de hurtigste fra Aalborg OK.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste