Billede beskrivelse

Mads og hans team har sikret sig sæsonens første store løb

24. marts 2026 kl. 11.00

VEDDUM: Efter deres hidtil bedste sæson gør drifting-køreren Mads Andreasen og hans team nu klar til den kommende med håbet om at gøre det endnu bedre i 2026.

De har netop modtaget et wildcard til åbningsløbet til verdens hårdeste serie Driftmasters grandprix, der køres på Autodromo Vallelunga, lige uden for Rom.

- Ud over de 37 kørere i serien, der har fast plads, er der kun uddelt fire wildcards, så det er lidt af et nåleøje at komme igennem. Jeg tror, det er fordi, vi lavede så gode resultater i sidste sæson. Vi var jo ultratæt på at blive den samlede vinder af Drifting Championship of Poland, hvilket ville have sikret os en fast plads i denne sæson, og det er nok blevet bemærket, siger Mads Andreasen.

De fine resultater er opnået på et budget, der er milevidt fra det, de professionelle kørere i sporten jonglerer med. Alle i hans team er folk, der gør det for passionen i sporten, og det samme gælder Mads Andreasen.

- Det mindste af det er egentlig at holde bilen i orden og sætte den rigtigt op. Meget af tiden går med at skaffe sponsorer, så vi kan deltage i flest mulige events. Der er syv Driftmasters-events i denne sæson, og selvom vi nok ikke får wildcards til dem alle, skal der bruges penge, mange penge, siger Mads Andreasen.

Driftingsporten har ikke den store bevågenhed i Danmark, så som dansk kører kan det være vanskeligt at skaffe sponsorer. Derfor forsøger teamet også ad andre veje.

- Vi tilbyder dem, der hjælper os, at komme med bag kulissen, når vi er ude. På den måde kan vi tilbyde noget, man ellers ikke kan købe for penge. Der er også flere, der støtter os i vores drøm af et godt hjerte, og som gerne vil have et ben med på rejsen. Opbakningen omkring projektet kan sagtens mærkes. Alle er velkomne, store som små, siger Mads Andreasen.

Det første stævne i Italien køres 1.-2. maj.

Fakta om drifting

Drifting er en disciplin, hvor det i modsætning til for eksempel rally, gokart eller Formel 1 ikke drejer sig om at komme først over målstregen.

Kørerne skal med "fuld pedal", i konstant udskridning og med brændende dæk bringe bilen rundt på en bane, hvor de ideelt set skal ramme forskellige punkter, alt sammen med så meget fart, vinkel, og præcision som muligt.

Præstationen bedømmes af tre dommere.

Bilerne på top niveau kører med op mod 1000 hk, og kører på alkohol-brændstof.
Et sæt 285/35R18 såkaldte semislicks dæk, som Mads Andreasen kører på, holder blot to gennemløb hvilket er cirka 2x30 sekunder.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste