Lokale inviterer til nytårskur
ARDEN: Traditionen tro markeres sæsonstarten og nytåret i Kulturhuset i Arden med nytårskur med bobler og kransekage lørdag 10. januar, som samtidig er starten på et spændende og alsidigt forårsprogram.
Arrangementet har gennem årene udviklet sig til lidt af et tilløbsstykke, hvor mange lokale benytter lejligheden til at få hilst på hinanden og ønsket godt nytår.
Helt i overensstemmelse med traditionen er der samtidig fernisering på årets første udstilling, der som altid er forbeholdt lokale amatørkunstnere – en spændende og varieret udstilling, som altid vækker stor interesse – samt musikalsk underholdning med de lokale Rebild Spillemænd.
Kulturhusforeningen håber at se mange venner af huset til et par festlige og hyggelige timer lørdag 10. januar.
Alsidigt forårsprogram
Sæsonen byder på et meget varieret program med koncerter, foredrag, spis-sammen-aftener samt en stribe spændende børnearrangementer – som i høj grad bliver realiseret gennem et solidt lokalt samarbejde.
Det gælder f.eks. Kulturtallerken-arrangementerne, som indledes onsdag 28. januar med eventyreren Jakob Maagaard, som tager publikum med på en knallert-tur verden rundt.
Årets første koncert er en musikalsk strikkekoncert torsdag 22. januar, hvor strikker, strikdesigner og jazzmusiker Albert Østergaard udfordres af popmusiker, sanger og sangskriver Sofie Trolle.
”Kultur i børnehøjde” arrangementerne indledes lørdag 24. januar med et besøg af Den Store Tryllenørd, som inviterer til en fantastisk trylleoplevelse, hvor børnene selv kan være med.
Det samlede forårsprogram kan ses på kulturhusetiarden.dk samt i forårsfolderen, som bl.a. kan afhentes i Kulturhuset samt på biblioteker og kulturinstitutioner i lokalområdet.
Allerede mandag 5. januar løber det første arrangement i Kulturhuset af stablen, når kulturhusforeningen i samarbejde med Ældresagen viser den første film i forårets eftermiddagsbio. Forårets filmprogram kan som sædvanlig hentes i Kulturhuset.