Lokal webshop er indstillet til fornem erhvervspris - og det kom noget bag på ejeren
HADSUND: Virksomheden Construx A/S, der er på vej til at flytte fra Plastvænget til Jernbanegade i Hadsund, har netop fået besked fra Dansk Erhverv om, at den er indstillet til en af organisationens priser for sin indsats, og det er kommet noget bag på indehaver Palle Brandt Nielsen.
- Vi havde bestemt ikke regnet med det og vidste ikke engang, at vi kandiderede til prisen. Jeg ved heller ikke, hvem der har indstillet os, men jeg håber, det er en tilfreds kunde. Nogen må i hvert fald synes, at det, vi laver, er godt. Jeg har spurgt min mor, og hende er det i hvert fald ikke, siger han med et grin.
Der er tale om Dansk Erhvervs kåring af årets bedste B2B-virksomhed med en online omsætning under 200 mio. kr. Og den grænse overholder Construx trods sin succes uden problemer.
- Vi kommer til at konkurrere med virksomheder med en omsætning på 10 gange vores egen, og det er ret vildt at tænke på. Det er lidt som, da Herfølge vandt Superligaen. Hvordan skete det lige, spørger Palle Brandt Nielsen.
Det er da også noget af et nåleøje, Construx har klemt sig igennem. 1600 virksomheder var indstillet til prisen, og af dem er 20 udvalgt til at gå videre, heriblandt altså Construx. De koges i løbet af foråret ned til fem, der alle er inviteret med, når Dansk Erhverv holder sin prisfest 15. maj og afslører den endelige vinder. Palle Brandt Nielsen har dog hverken fysisk eller mentalt pakket kufferten.
- Vi synes jo selv, at vi har meget, vi kan forbedre. Brugerflade, service og så videre, men sådan er det nok i de fleste virksomheder. Hvis man bliver for selvtilfreds, ender man jo som manufakturhandler Arnesen i Matador, der satte sin egen formue over styr og tog sin kommis' arv med. Men jeg vil altså blive overrasket, hvis vi bliver inviteret til København, og endnu mere, hvis vi ligefrem vinder. Men det kunne da være fantastisk sjovt, siger han.
Nu forestår der lige noget arbejde med at formulere firmaets egen begrundelse for, hvorfor netop Construx skal have prisen. Den bruger juryen til at vurdere, hvilke fem der skal med til prisfesten.
- Så den skal ikke have for lidt. Vi smører alt det på, vi kan, og giver den fuld gas, og det skal vi så i gang med nu, siger Palle Brandt Nielsen.
Han ved heller ikke, hvad prisen består i, ud over at den formentlig udløser et diplom af en eller anden art.
- Men det er også klart vigtigere end for eksempel 6000 kroner til et firmaarrangement. Vi kommer til at poste det på vores hjemmesider og de sociale medier og prale alt det, vi kan. Også med at vi overhovedet er nomineret. Som Erik Clausen sagde, "Hellere ægte storhedsvanvid end falsk beskedenhed", citerer Palle Brandt Nielsen den nu afdøde instruktør, gøgler og komiker.
Han grundlagde firmaet for 13 år siden som et one man show med en fysisk butik som hovedfokus. Construx sælger specialværktøj til anvendelse på keramiske fliser og er med årene blevet eneforhandler i Danmark for flere producenter. Det har vist sig at være en pæn succes, og i dag genereres langt hovedparten af omsætningen online.
- Vi er ikke de billigste i branchen, så jeg tror, det, vi gør rigtigt, er, at vi hele tiden forbedrer vores brugerflade og altid er tilgængelige på telefonen og digitalt. Vi har lagt utallige videoer på Youtube, og vi facetimer også direkte med kunderne, så de kan se produkterne og undgå fejlkøb. Endelig har vi alt på vores eget lager, så kunden har varerne dagen efter, siger Palle Brandt Nielsen.
Construx råder over tre websites, construx.dk, murerbutikken.dk og afslutningsprofiler.dk, og det er faktisk murerbutikken.dk, der er nomineret.
Virksomheden har i alt seks medarbejdere, heriblandt Palle Brandt Nielsen.
- Vi har i hvert fald seks ansatte, men hvor mange af dem, der faktisk arbejder, er jeg ikke sikker på, siger han med et glimt i øjet.