Lokal sejlklub skød sæsonen i gang med stor festivitas
HOBRO: Der var stor glæde og højt humør hos Hobro Sejlklub, da standerhejsningen traditionen tro fandt sted lørdag formiddag. Formand Ole Madsen kunne sammen med de mange fremmødte medlemmer fejre en festlig og positiv start på sejlersæsonen – ikke mindst takket være et uventet og generøst besøg.
Per Norup Olesen fra Sparekassen Danmark Fonden overrakte en flot donation på 345.000 kroner til klubben. Beløbet skal bruges til at indkøbe en ny mastekran.
Formand Ole Madsen udtaler:
- Vi havde søgt fonden om støtte til en ny mastekran, da den eksisterende kran ikke længere lever op til de krav, der er i dag. Bådene bliver større, og det kræver mere moderne og kraftigere udstyr. Derfor er vi utrolig taknemmelige for, at Sparekassen Hobro Fonden har valgt at støtte os med hele 345.000 kroner.
Per Norup Olesen understregede, at fonden hurtigt kunne se bevillingen som en naturlig støtte:
- Vi ved, hvor vigtigt det er for sejlerne at kunne håndtere masterne sikkert og effektivt – og den nye kran vil komme rigtig mange til gavn, ikke mindst i foråret og efteråret, hvor masterne skal af og på.
Den nye kran bliver en såkaldt kombikran, som udover at løfte master også vil kunne bruges til at søsætte og optage Hobro Sejlklubs kapsejladsbåde, der sejles med hver onsdag i sæsonen.
Men det stoppede ikke her – Per Norup Olesen havde endnu en gave med. I anledning af, at Sparekassen Hobro Fonden nu har rundet 100 millioner kroner i donationer til Hobro og omegn, samt Hobro Sejlklubs nylige 90-års jubilæum, blev klubben tildelt en ekstra gave på 25.000 kroner.
Formand Ole Madsen fortæller afslutningsvis:
- Vi håber at bruge den ekstra gave til noget fælles her på havnen – måske nogle shelters eller en ny grillplads, som både medlemmer og gæstesejlere vil kunne få glæde af.
Med en ny sæson, gode donationer og stærkt sammenhold er Hobro Sejlklub godt rustet til endnu et aktivt og festligt sejlerår.