Lokal folkeskole vil lære alle elever at redde liv
HADSUND: 30 tryk og 2 indblæsninger, 30 tryk og 2 indblæsninger. Det er en remse, som eleverne på Hadsund Skole kommer til at kende godt.
Med en donation på 72.600 kr. fra TrygFonden har skolen indkøbt 28 genoplivningsdukker, så alle elever fremover bliver undervist i livreddende førstehjælp, inden de går ud af 9. klasse, og dermed vil være godt forberedt på at kunne træde til ved hjertestop.
Livreddende førstehjælp bliver fremover en fast del af undervisningen på Hadsund Skole, så alle elever mindst tre gange i løbet af skoletiden stifter bekendtskab med hjertelungeredning og alarmering til 1-1-2.
Det er lærer Jimmi Carøe Christensen, der har taget initiativet.
- Jeg synes, at det er vigtigt at forberede vores elever på, at de pludselig kan blive vidne til et hjertestop eller stå i andre akutte situationer, hvor de skal hjælpe en person. Det giver tryghed at vide, hvordan man giver hjertelungeredning og bruger en hjertestarter, og derfor er vi glade for donationen til genoplivningsdukkerne, så vi kan undervise alle vores elever i at redde liv, fortæller Jimmi Carøe Christensen, lærer på Hadsund Skole.
- Det er til gavn og glæde for eleverne, men også for vores lokalsamfund, da vi på den måde får mange børn og unge, der ved, hvordan man træder til, hvis der skulle ske et hjertestop i nærheden, tilføjer Jimmi Carøe Christensen.
Det er TryghedsGruppens regionale råd i Region Nordjylland, der har besluttet at donere midlerne til skolen som led i arbejdet med at øge overlevelsen efter hjertestop.
- Når der sker et hjertestop, er det en kamp mod tiden. Hurtig hjælp øger chancen for overlevelse, og derfor er det vigtigt, at børn fra en tidlig alder lærer livreddende førstehjælp, så de tager kompetencerne med sig videre i livet. Vi støtter således med stor glæde Hadsund Skoles initiativ for at uddanne eleverne og forberede dem på at træde til ved hjertestop, siger Jens Bigum, formand for TryghedsGruppens regionale råd i Region Nordjylland.