Billede beskrivelse

Livemusikken i Hobro får donation: - Vi støtter det gode liv

18. november 2025 kl. 06.04

HOBRO: Foreningen Live Musik i Hobro har fået doneret 40.000 kr. fra Nordea-fondens "Liv i det lokale". Pengene skal gå til finansiering af honorarer til kunstnere og lyd og lys til koncerterne.

- Vi er meget taknemmelige for fondens støtte og den anerkendelse af vores arbejde, der følger med. Det betyder at vi kan booke de dygtige nye og etablerede kunstnere uden at behøve nær så meget is i maven, lyder det fra Erna Olsen, formand for Live Musik i Hobro.

- Det betyder også, at vi i endnu højere grad kan tage nye talenter ind som support og betale dem et mere rimeligt honorar. Det har været et stort ønske lige fra starten, tilføjer hun.

Nordea-fonden uddeler under temaet ”Liv i det lokale” hvert år 75 mio. kr. til lokalt forankrede projekter i alle egne af Danmark.

Fra Henrik Lehmann Andersen, adm. direktør i Nordea-fonden, lyder det:

- Nordea-fonden støtter det gode liv, og for os er fællesskaber nøglen til gode liv. Fællesskaber finder vi især i foreningslivet, og derfor er vi glade for at støtte Live Musik i Hobro, siger han.

Alle foreninger kan søge fonden om støtte. Det typiske uddelingsbeløb er på 10.000 - 40.000 kr., der f.eks. kan gå til aktiviteter i foreninger, lokale events eller udstyr.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste