Billede beskrivelse

Klub i Mariager stiller talstærkt til VM

01. november 2025 kl. 06.02

MARIAGER: K9 Runners Mariager er stærkt repræsenteret, når verdensmesterskabet i canicross løber af stablen i Pardubice i Tjekkiet fra 6.-9. november. Hele 18 medlemmer, heraf fire børn, skal repræsentere klubben og Danmark på den internationale scene.

Canicross er en sport hvor man løber, cykler eller kører på kickbike sammen med sin hund, der er hægtet sammen med løberen. Canicross kan sammenlignes med slæde- og trækhundesport, forskellen er dog, at man i Canicross kun må trækkes af én hund.

Billede beskrivelse

Canicross er en forholdsvis ny sport i Danmark, hvor der findes fem klubber på landsplan. Den største af klubberne er K9 Runners Mariager med i alt 80 medlemmer. Klubben står således også for 18 af de i alt 32 pladser til Danmark ved det kommende VM.

- Til VM dystes der i tre forskellige discipliner, og vi er repræsenteret i dem alle. Flere af deltagerne har da også allerede vist lovende form, da de i den forgangne weekend deltog i løb i både Tyskland og Sverige med flotte resultater, fortæller Claes Rehn, der er med i bestyrelsen i K9 Runners Mariager.

- VM bliver en kæmpe oplevelse for både hunde og førere, når de stiller til start sammen med over 1000 andre atleter fra hele verden.

- Vi glæder os rigtigt meget, og selvom Danmark ikke er en af de førende canicross-nationer, så er der alligevel nogle stykker, som på en god dag godt kan komme på skamlen, tilføjer han.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste