Billede beskrivelse

Ketty og Grete har fået en god idé – til glæde for Hobro

02. marts 2026 kl. 06.01

HOBRO: Sidste sommers helt store trækplaster i Hobro, Midgårdsormen af blomsterkunstneren Johnny Haugaard, krævede en stor indsats af mange frivillige hænder.

Det betød, at der opstod et spirende fællesskab mellem de mange frivillige, der knoklede med projektet og samtidig hyggede sig og havde det sjovt sammen.

Nu er Midgårdsormen som bekendt historie i Hobro, men to af de frivillige – Ketty Marie Nielsen og Grete Fogh Nielsen – ønsker at sammenholdet mellem de frivillige skal bestå.

Derfor har de dannet gruppen ”Hobros frivillige hænder”, der skal hjælpe med en frivillig indsats, hvor der er behov for det. Til glæde for Hobro.

- Vores idé er opstået som en kombination af at dyrke det unikke sammenhold mellem de frivillige og at bidrage til fortsat at skabe liv og oplevelser i Hobro, fortæller Ketty Marie Nielsen.

- Vores første aftale om en opgave er eksempelvis for Hobro Handel, hvor vi skal flytte og gøre nogle af byens blomsterkummer klar til foråret, ligesom der skal pyntes flot op til påske i byens gader. Det er sådan en opgave, der kan være svær at gribe for butikkerne på grund af deres tid og ressourcer, men for en gruppe af frivillige er det jo helt oplagt. Så hjælper vi Hobro, samtidig med at vi hygger os.

- Vi kan forestille os mange forskelligartede opgaver. Men grundlæggende handler det om at gøre en indsats for Hobro, som gør det endnu mere attraktivt at være en del af byen. Vi vil selv opsøge nogle opgaver, men ellers er man også velkommen til selv at række ud, hvis man har en opgave, der skal løses, så vurderer vi, om det er en, vi kan klare, tilføjer Ketty Marie Nielsen.

Infomøde – måske med fint besøg

Hobros frivillige hænder er en helt ny gruppe, der derfor først er i gang med at rekruttere frivillige.

I den proces inviterer Ketty og Grete til informationsmøde mandag den 9. marts kl. 16.00 på Østergade 3 i Hobro – i den tidligere Hobro Vinhandel. Lokaler, som p.t. huser Hobro Byforum, og som Ketty og Grete har fået lov at låne til lejligheden.

- Vi håber, at Johnny Haugaard kigger forbi til mødet. For han har jo været med til at inspirere hele frivillige-miljøet i Hobro, så han kan helt sikkert komme med nogle gode og inspirerende input, fortæller Grete Fogh Nielsen.

- Vores ambition er at lave en række forskellige undergrupper, så man som frivillig kan komme til at arbejde med de opgaver, man har allermest lyst til, tilføjer hun.

Har du lyst til at være frivillig, så tag fat i Ketty eller Grete. Eller mød op til informationsmødet – det kræver ingen forhåndstilmelding.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste