Kamma blev 9000 kroner rigere
ASTRUP: Den første gang er ofte forbundet med spænding om resultatet, og det gjaldt også, da Støtteforeningen for Kammas Børnehus lørdag for første gang holdt biltræf med mere i Astrup.
- Vi havde kun to biler forhåndstilmeldt, og så er man jo meget i tvivl om, hvor mange der så kommer på dagen. Men det gik faktisk rigtig godt. Jeg ved ikke, om vi kunne have håbet på flere, men vi er i hvert fald tilfredse, siger Marianne Ruseng Thygesen, der er kasserer i støtteforeningen.
Helt præcist hvor mange det blev til, talte man ikke, men biler, motorcykler, veterantraktorer, og en udstilling af motorer fyldte godt op omkring børnehuset og Brugsen.
- Og så kom der en hel Toyota M5-klub med 15 biler, der havde været på udflugt i Rebild Krat og syntes, at de lige ville lægge vejen forbi. De blev en time, og så kørte de igen. Og det var der flere, der gjorde, så det var svært at holde styr på antallet, siger Marianne Ruseng Thygesen.
Der blev også holdt åbent hus i vuggestuen og børnehaven, og interessen giver anledning til optimisme, mener Marianne Ruseng Thygesen.
- Der kom mange fra byen og lokalområdet, og det er jo fra dem, vi kan håbe på flere børn i børnehuset, og der er da en god chance for, at de nu lader sig friste, siger hun.
Da mange også kom for at sparke dæk og se på køretøjerne, så endte salget af øl og vand, pølser, kaffe, kage, og popcorn også med et godt resultat, og loppemarkedet bidrog også til det økonomiske resultat.
- Vi samlede i alt 9000 kroner ind, og det rækker udgiften til den nye opvaskemaskine, børnehuset havde sat på ønskelisten. Er der lidt til overs, skal det nok få ben at gå på, siger Marianne Ruseng Thygesen.
Mange bække små, og den næste "fundraising" finder sted 20. juni, hvor der inviteres til LAN-party. Her plejer der at komme 40 børn, der i stedet for at samles på skolen, som det ellers har været traditionen, samles på loftet i børnehuset.
- Vi kunne formentlig sagtens have lånt skolen, hvis vi havde spurgt, men det her er lige så godt, lover Marianne Ruseng Thygesen.