Julehygge og aktiviteter i hele byen –så er der advent i Arden
ARDEN: Første søndag i advent markeres traditionen tro med masser af julestemning og aktiviteter i hele Arden. Søndag den 1. december fra kl. 13 til 16 inviteres både store og små til en dag fyldt med oplevelser, åbne butikker og hyggelige juleindslag.
Byens kulturhus danner rammen om det populære julemarked med et væld af salgsboder.
Her står Det Blå Værested klar med julecafé og salg af juletræer, og hos Arden Lokalhistoriske Arkiv kan besøgende bladre i gamle skolefotos og konfirmandbilleder – samt købe nye lokalhistoriske bøger af Henrik Bugge Mortensen fra Forlaget Rebild.
På hjørnet af Skovvej varmes der op med bålfade, hvor besøgende selv kan bage pandekager over åben ild.
På biblioteket løber nissernes olympiske lege af stablen med sjove julediscipliner. Her er der bl.a. mulighed for at være med til at lave Ardens længste papirguirlande af kasserede bøger – og deltage i konkurrencen om en julefamiliepakke.
Der er gratis hestevognskørsel i byen, og ved Sparekassen Danmark står Arden Brandstation klar med brandbil og udstyr – til stor glæde for både børn og voksne.
Dagens højdepunkt bliver julemandens ankomst. Da kanen er til reparation, tager han i stedet toget og ankommer til perronen på Jernbanegade kl. 15.34. Her håber han at blive mødt af mange forventningsfulde børn og voksne.
Julemandens vigtigste opgave denne dag bliver at tænde byens juletræ ved rundkørslen på Vestergade kl. 16.00. Derefter afsluttes dagen med en stemningsfuld børnegudstjeneste i Arden Kirke kl. 16.30.
Butikkerne i byen holder åbent hele dagen og frister med særlige juletilbud – og julestemningen fortsætter naturligvis i hele december.
Bag arrangementet står Arden Handel & Håndværk i samarbejde med byens butikker og foreninger.