Jubilæumsår kan blive det sidste for campingpladsejere
MARIAGER: Der er travlt hos Mariager Camping, hvor den forestående sæsonåbning venter lige om hjørnet.
28. marts slår Kenneth Malgo Jensen og Anni Grønborg Jensen porten op for de første gæster.
- Det er helt normalt, at vi har travlt i de år, hvor påsken falder tidligt, men i år er der ekstra pres på, fordi sne og frost har forsinket os med mindst tre uger, fortæller Anni Jensen.
Sidste år ved denne tid var man i gang med at bygge orangerier i tilknytning til pladsens hytter.
I år er der ikke større projekter på bedding, men der graves på livet løs for at gøre plads til nye planter, og så er man i gang med at ansætte personale til den kommende sæson.
Samtidig går man og brygger på planlægningen af det jubilæum, der venter kort efter åbningen.
5. april runder Kenneth og Anni Jensen nemlig 20 år som ejere af Mariager Camping, og det skal fejres.
- Vi ved ikke helt hvordan endnu, men selvfølgelig skal det markeres, siger Anni Jensen.
Campingpladsen blev sat til salg sidste sommer, men uden at nogen har bidt på indtil nu. Det tager parret dog med sindsro.
- Jeg skal da indrømme, at jeg havde lidt ondt i maven, lige da pladsen blev udbudt. Det var i sig selv en stor beslutning, og tanken om, at vi måske skulle til at pakke her og nu, gav også lidt uro. Men nu er der faldet ro på, og vi driver forretningen videre, som vi plejer.
- Det er business as usual. At der ikke har meldt sig en køber, giver heller ikke anledning til bekymring. Ifølge Mariagerfjord Erhvervsråd er det helt normalt, at der går tre-fem år med at sælge en virksomhed af denne størrelse, og vi havde forberedt os på en langvarig proces, siger Anni Jensen.
Mange har spurgt
Hun fortæller, at mange har spurgt til salget, og selvom det ikke var meningen at blæse sagen stort op, er hun glad for de mange spørgsmål.
- Det viser jo, at mange lokale og vores gæster bekymrer sig om, hvordan det går, og hvem der skal tage over. Hovedparten af vores gæster forventer, at der sker lidt nyt hvert år, men der skal for Guds skyld ikke pilles ved det bestående, smiler Anni Jensen.
Mariager Camping har vækstet med en halv snes procent om året i de seneste tre år, og ejerparret forventer, at det fortsætter - måske i endnu højere tempo.
- Jeg sidder med i Destination Himmerlands bestyrelse, og der mener vi, at hele området kigger ind i nogle spændende år. Helt lokalt er Mariager Saltcenter i gang med at udvide og forventer en fordobling af besøgstallet, når man er færdige til næste år.
- Nogle er selvfølgelig endagsturister, men mange vælger også at tage en eller flere overnatninger. Det er ikke bare godt for os, men for hele byen, siger Anni Jensen.
På den baggrund forventer hun, at det kun er et spørgsmål om tid, før en køber melder sig.
- Vores regnskab er jo endnu bedre, end det var, før vi satte pladsen til salg. Der er udviklingsmuligheder på selve pladsen, og der er et stort uudnyttet areal, som kalder på nye ideer eller udvidelser. Umiddelbart er det plug-and-play for en ny ejer. Alt er spritnyt og lige til at gå til, siger Anni Jensen.