Billede beskrivelse

Johnny Haugaards nye naturudstilling er åbnet i Hobro

16. juli 2025 kl. 11.02

HOBRO: Fredag den 11. juli strømmede besøgende til GASmuseet i Hobro, hvor naturudstillingen DANMARK officielt slog dørene op. Bag udstillingen står blomsterkunstner Johnny Haugaard, som også holdt et gratis foredrag for de mange fremmødte gæster. Solen skinnede og skabte en stemningsfuld ramme om begivenheden.

- Jeg troede slet ikke, at der ville komme SÅ mange, udbrød Johnny Haugaard med både glæde og lettelse, da han kl. 11.00 indledte sit oplæg. 

- I kulissen blev der arbejdet helt til det sidste – frivillige satte sidste hånd på udstillingen, teknikken blev testet, og der blev gjort klar til at byde gæsterne velkommen i det sanselige univers.

Ligesom tidligere udstillinger fra Johnny Haugaard, byder DANMARK på en intens oplevelse for sanserne, der minder om naturens betydning i en teknologisk tid. Publikum møder mos, blomster, jordrødder, ler og salt – det sidste hentet fra undergrunden omkring Hobro. 

Navnet DANMARK er valgt med omhu og refererer til Hobros historiske betydning som vikingehjemstavn. Ringborgen Fyrkat og fundet af Vølven – en central figur i udstillingen – peger begge på Harald Blåtands tilstedeværelse i området. Jellingestenen, Dronning Thyra og Gorm den Gamle er også repræsenteret i udstillingen.

Billede beskrivelse

Et projekt med stor betydning

Op til åbningen var der spænding at spore – ville udstillingen nå at blive klar til tiden? Hos Destination Himmerland, som har stået for store dele af markedsføringen, blev nyheder og beskeder fulgt ekstra tæt. Projektet blev betragtet som en gave til området.

- Erfaringerne fra Aars viser, at Johnny Haugaard både som person og kunstner formår at tiltrække mange gæster til Himmerland, lyder det fra Destination Himmerland. 

- Interessen har været mærkbar i ugerne op til åbningen, især omkring Midgårdsormen – et centralt kunstværk i projektet.

De seneste to måneder har Hobro gennemgået en kunstnerisk forvandling. Lokale har kunnet følge med i udviklingen af Midgårdsormen, og på GASmuseet har der været aktivitet både ude og inde. Også Café K på Hobro Havn har mærket en stigning i besøgstallet. 

- Vi ser mange nye ansigter blandt gæsterne, og det er tydeligt, at byens mange aktiviteter – især på havnen – har en positiv effekt, fortæller indehaver Kim Vintersbølle.

Udenfor caféen er dele af Midgårdsormen allerede synlig, og i den kommende uge flytter værket indendørs. 

- Johnny og de frivillige har fået frie hænder, så vi ved ikke helt, hvad de finder på – men vi glæder os, tilføjer Vintersbølle.

Billede beskrivelse

Et levende projekt i udvikling

Arbejdet med Midgårdsormen, dens udgave i Bramslev Bakker og selve udstillingen på GASmuseet fortsætter i den kommende tid. Allerede dagen efter åbningen var Johnny Haugaard og de frivillige i fuld gang med at udvikle videre – og rydde op i byen.

- Det bliver nok ikke en helt almindelig sommerferie – men Hobro er et utroligt smukt sted, og jeg håber, mange får øjnene op for det i den kommende tid, lyder det fra kunstneren selv.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste