Jørgen reddede biografen: Nu høster han ros
HADSUND: Jørgen Klostergaard har gennem årene sat sit præg på mange lokale initiativer. Senest begejstrede han deltagerne i Hadsund Museumsforenings og Lokalhistorisk Arkivs Fortælleværksted, hvor han med stor indlevelse fortalte om sit liv og viste filmklip fra en spændende tilværelse.
Det fortæller arrangørerne i en pressemeddelelse.
Publikum fik blandt andet indblik i barndommen og ungdomsårene i Silkeborg, skoletiden, som ikke altid var lige let, og årene som elektrikerlærling og senere tjenesten i forsvaret.
Arbejder for genåbning af museet
Samtidig er Jørgen Klostergaard og Lars Gynther i fuld gang med projektet om at genåbne dele af udstillingerne på Rosendal. Målet er at sikre fremtiden for den store møllehistoriske samling, som fortsat er placeret på stedet.
Mens Hadsund Egnssamling er på vej væk, består Rosendal fremover af Møllehistorisk Samling og Hadsund Lokalhistoriske Arkiv.
Efter næsten et års museumsdvale og positive forhandlinger med Nordjyske Museer og Mariagerfjord Kommune er der nu udsigt til, at frivillige museumsværter kan være med til at genåbne Møllehistorisk Samling på Rosendal i Hadsund.
Derfor blev alle interesserede inviteret til informationsmøde i Hadsund KulturCenter den 12. maj. Her fortalte initiativtagerne kort om museets udvikling fra 1952 til 2025 og præsenterede visionerne for fremtidens museumsdrift i Hadsund.
De bærende elementer i et genåbnet museum bliver den eksisterende Møllehistoriske Samling, Havnø Mølles Venner og Møllehistorisk Arkiv. Derudover arbejdes der med planer om nye lokalhistoriske udstillinger, en selvbetjent museumsbiograf og café samt et tæt samarbejde med Hadsund Museumsforening og Lokalhistorisk Arkiv.
Ny støtteforening på plads
Som et vigtigt skridt i processen blev Støtteforeningen Museum Hadsund stiftet på generalforsamlingen den 3. juni. Her orienterede Jørgen Klostergaard og Lars Gynther om projektet, hvorefter der blev valgt bestyrelse og tegnet de første medlemmer.
Arbejdet med at genåbne museet fortsætter nu med opbakning fra både frivillige og lokale kulturinteresserede.