Billede beskrivelse

Indvielse af ny, topmoderne lagerhal skabte glæde

06. februar 2026 kl. 06.01

MARIAGERFJORD: Mariager Salt Specialties, beliggende hos Dansk Salt/Nobian ved Mariager, indviede tirsdag en ny, topmoderne lagerhal, der bidrager til at løse et stort logistisk behov, samtidig med, at indvielsen understregede virksomhedens fokus på fortsat at investere i deres lokation i Mariagerfjord Kommune.

Billede beskrivelse

Snoren til den nye lagerhal blev klippet af Jesper Skov Mikkelsen, borgmester i Mariagerfjord Kommune, Plant Manager Jens-Henrik Nielsen samt Hubert Francois, præsident for Groupe Salins, der ejer Mariager Salt Specialties.

- Det er med en stor stolthed, at vi slår dørene op til den nye lagerhal, som er blevet færdig til tiden og til det estimerede budget. Noget vi skylder mange forskellige aktører en stor tak for, lød det fra Hubert Francois.

Billede beskrivelse

- Byggeriet understreger samtidig, at vores lokation her i Mariager er et af de førende steder i verden indenfor håndtering af kvalitetssalt. Jeg er derfor også overbevist om, at vi i fremtiden kommer til at investere yderligere i lokationen her i Mariager, tilføjede han.

Dropper eksterne lagre og sparer transport

Den nye lagerhal er på 1.360 kvadratmeter, har fem læsseramper, fire elektriske palleløftere og med plads til ikke mindre end 3.340 europaller. Lageret er opvarmet, således det er godkendt til opbevaring og håndtering af blandt andet fodersalt og pharmasalt.

Billede beskrivelse

- Den nye lagerhal giver os helt andre muligheder herunder ikke mindst en øget fleksibilitet. Det betyder blandt andet, at vi kan droppe vores hidtidige eksterne lagre i Hedensted og Hadsund. Dermed sparer vi væsentligt på transporten, hvilket bidrager til at reducere vores CO2-udledning yderligere. Det stemmer overens med vores målsætninger og værdier i virksomheden, hvilket er af stor betydning for os, lød det fra Rickard Hedin, Managing Director Nordics hos Groupe Salins.

Stor dag – også for Mariagerfjord Kommune

Hos Jesper Skov Mikkelsen, Borgmester i Mariagerfjord Kommune, var der også stor glæde over indvielsen af den nye lagerhal.

- Det er altid noget særligt, når en stor, international virksomhed investerer og udvider deres aktiviteter i vores område. Derfor er dagen i dag ikke kun til glæde for virksomheden. Det er også en stor dag for Mariagerfjord Kommune.

Billede beskrivelse

- Udvidelser og tiltag som dette bidrager til vækst og arbejdspladser, og er dermed med til at gøre vores kommune endnu mere levende og attraktiv, lød det fra Jesper Skov Mikkelsen.

Opførelsen af den nye lagerhal har taget 1,5 år, og byggeriet har sammenlagt kostet 26 millioner kroner.

Mariager Salt Specialties er en del af den franske koncern Groupe Salins.

I Mariager beskæftiger virksomheden samlet 81 medarbejdere, mens tallet på verdensplan er 2.200 medarbejdere.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste