Billede beskrivelse

Husk dine gamle briller, når du går mod stemmeboksen

09. marts 2026 kl. 06.03

MARIAGERFJORD: Når du går til valgurnen den 24. marts, kan du samtidig donere dine brugte briller til Afrika. 

Lions Hobro har opstillet indsamlingsbokse ved valgstederne i Hobro Idrætscenter, Rosendalshallen, Onsild Hallen og Mariager Hallen.

- Vores brilleindsamlinger plejer at være meget populære. For eksempel indsamlede Lions-klubberne mere end 51.000 par briller ved sidste valg, siger klubbens præsident, Lars Danmark.

- Og da vi plejer at have høj vælgerdeltagelse til valgene, håber vi på at kunne sætte en ny indsamlingsrekord – med din hjælp!

Et glædeligt gensyn

Indsamlede briller sendes til synshandicappede i udviklingslande, især i Afrika og Latinamerika. 

Hvert år forlader over 30.000 par briller Lions’ opmålingssteder og bliver sendt til modtagerlande, hvor de kan blive genbrugt af personer med synshandicap.

Brillens rejse til et nyt liv

Brillerne sendes til opmåling på en af to produktionsskoler, hvor de opmåles, påsættes styrke, kontrolleres og pakkes i plastposer.

Skolens elever sorterer brillerne, renser og måler dem op. 

De markeres med styrke og pakkes i kasser med 50 briller af samme styrke. Hvis brillerne er ubrugelige, tages glassene ud, og stellet sorteres i metaller og plastik. Derefter sendes det hele til genbrug. 

Når de defekte briller er sorteret fra, ender det med cirka 30.000 par briller årligt, der får et nyt liv i verden.

På modtagerstedet sørger professionelle øjenlæger eller trænede frivillige Lions/Leos for at screene de synshæmmede, så brillerne kommer til de rette brugere.

Syn er også et Lions-fokus

Kampen mod blindhed har altid været et kerneområde for Lions. 

For eksempel var Lions med i udviklingen af den hvide blindestok, uddannelsen af førerhunde, etablering af øjenbanker og øjenhospitaler i udviklingslande, og har udført mæslingevaccinationer (mod blindhed) m.m. 

Derfor er det også naturligt, at syn og brilleindsamling er i fokus hos Lions-klubberne i Danmark.

- Og der er brug for det: Hvert minut fødes et nyt synshandicappet barn et eller andet sted i verden, afslutter præsident Lars Danmark.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste