Hundeløb i Mariager trak næsten 200 deltagere fra hele landet
MARIAGER: For fjerde år i træk afholdt K9 Runners Mariager deres traditionsrige adventsløb, og i år mødtes hele 196 løbere glade op den første søndag i advent for at deltage i arrangementet og dyste om de specialdesignede medaljer og point i dansk canicross-serien.
Canicross er kort fortalt en sport, hvor man løber, cykler eller kører på kickbike sammen med sin hund, der er hægtet sammen med løberen. Canicross kan sammenlignes med slæde- og trækhundesport, forskellen er dog, at man i canicross kun må trækkes af én hund.
Første adventssøndag blev de mange deltagere sendt af sted på de naturskønne stier i Alstrup Skov, hvor terrænet bød på både smuk natur og udfordrende højdemeter.
Der var mulighed for at vælge mellem fire forskellige ruter på henholdsvis 4,4 km, 3 km, 2,5 km og 1,5 km, så både motionister, elite og børn kunne være med.
Deltagere fra hele landet deltog i løbet, og mange gav udtryk for deres begejstring over den nordjyske natur og de kuperede skovstier.
Blandt andre var en stor del af det danske landshold, der lige er kommet hjem fra et succesfyldt VM, mødt op for at prøve kræfter mod hinanden.
Der blev dystet i forskellige discipliner, og der var især stor glæde over det flotte fremmøde blandt børn og unge i alderen 4 til 18 år, som udgjorde et stort startfelt.
Flere af K9 Runners Mariagers egne medlemmer klarede sig rigtigt flot og sikrede sig mange pladser på podiet, så det blev på alle måder en hyggelig start på julemåneden for både deltagere, frivillige og tilskuere.