Seneste nyt
Billede beskrivelse

Hobro-virksomhed vinder prestigefyldt pris

23. maj 2026 kl. 14.01

HOBRO: Ved et stort landsdækkende arrangement på Comwell i Kolding torsdag 21. maj vandt robotvirksomheden Technicon A/S fra Hobro ”Årets SMV-pris” i kategorien ”Teknologi”.

Årets SMV-priser er stiftet for at hylde landets ildsjæle blandt Danmarks mange små og mellemstore virksomheder, der udgør 90 procent af hele landets erhvervsstruktur.

Betegnelsen ”SMVere” står for Små og Mellemstore Virksomheder. 

I dansk forstand er en SMV'er en virksomhed med under 100 ansatte, og her finder man Technicon, der i dag har knap 100 ansatte. 

Virksomheden er vokset kraftigt siden starten på et lejet loft i Hobro i 2011.

Kunder i hele verden

I dag har Technicon store industrikunder rundt om i verden.

Pt. har Technicon udviklet og installeret cirka 2.000 robotter på fabrikker på fire kontinenter.

Technicon er fortsat beliggende i Hobro, og siden 2011 er både medarbejderstaben, omfanget af kunder samt fysiske rammer løbende blevet udvidet.

Dermed er Technicon aktivt med til at skabe lokal vækst og tiltrække højt uddannet arbejdskraft og samtidig styrke bosætningen i Mariagerfjord Kommune.

Billede beskrivelse

Superstolt

Virksomheden er stiftet af Casper Hansen og Jakob Rømsgaard, der i dag er henholdsvis adm. direktør og bestyrelsesformand i Technicon A/S.

I forbindelse med modtagelsen af prisen lød det fra Casper Hansen:

- Jeg er superstolt over, at Technicon i dag har vundet årets SMV Teknologipris. Tusind tak til alle dem, der har stemt og støttet op om os. Der skal også lyde en stor tak til arrangørerne. Et flot og stort arrangement, der får sat fokus på danske SMV'eres store samfundsbidrag.

- At teknologi hædres med en særlig pris, vidner om hvor vigtig det er at sikre at rulle avanceret teknologi ud til langt flere SMV'ere, så produktionsdanmark bliver mere konkurrencedygtig, robust og omstillingsparat. 

- Den flotte pris skyldes en ihærdig holdindsats, og jeg deler den med samtlige Technicon’er, der hver dag bidrager med at rykke de faglige hegnspæle.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste