Billede beskrivelse

Hobro under besættelsen: Træd ned i et ægte beskyttelsesrum

02. juli 2025 kl. 19.00

HOBRO: De særlige byvandringer om besættelsen i Hobro har tiltrukket mange deltagere de seneste år. Nu inviterer Nordjyske Museer igen til en stemningsfuld tur gennem byens gader med fortællinger fra 2. verdenskrig – herunder et sjældent besøg i et autentisk beskyttelsesrum fra perioden.

Som i resten af Danmark satte den tyske besættelse 1940-1945 sit tydelige præg på dagligdagen i Hobro. På byvandringen torsdag den 3. juli bliver nogle af de mest markante steder fra krigsårene besøgt. 

Turen starter ved hjørnet af Adelgade og Jernbanegade – netop dér, hvor modstandsmanden Holger Clausen blev arresteret af Gestapo. Undervejs berettes der om Clausens mod og indsats, men også om Kaj Nebeling Andersen, Gestapos håndlanger, der førte tyskerne på sporet af modstandsmanden.

I 2025 har museet gravet dybere i sagen om Nebeling Andersen og fundet nye oplysninger om retssagen efter krigen. Publikum får indsigt i både hans baggrund og den dom, han modtog. Mødet mellem de to mænd fortæller historien om både mod og forræderi i Hobros gader.

Byvandringen går videre til bl.a. Adelgade 23, hvor Jyllands fordelingscentral for engelske nedkastninger havde base i hektiske decemberdage i 1944. Også det tidligere Grand Hotel, som Gestapo beslaglagde og brugte som kontor, bliver besøgt – et sted, modstandsfolkene forgæves forsøgte at sprænge i luften.

Billede beskrivelse

Oplev et stykke levende historie

Et særligt højdepunkt på turen er besøget i et offentligt beskyttelsesrum fra 1940’erne. Her får deltagerne mulighed for at mærke historiens nærvær og forestille sig, hvordan det var at opholde sig der, mens luftalarmen hylede udenfor.

Luftalarmerne var en af de største bekymringer under besættelsen. Når britiske bombefly fløj mod tyske mål i Danmark, måtte befolkningen søge ly i kældre og beskyttelsesrum som dette.

Det skal bemærkes, at beskyttelsesrummet ikke er tilgængeligt for kørestolsbrugere.

Byvandringen slutter ved Hobro Arrest på Adelgade og er cirka 1,5 km lang. 

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste