Billede beskrivelse

Hobro-brødre har stor succes med virksomheden

13. marts 2026 kl. 06.03

HOBRO: Virksomheden ATO Supply har stor succes med miljø- og klimavenlige produkter til facader og terrasser, blandt andet aluminium, bambus og produkter lavet af genanvendt plast. Forventningerne til de kommende års vækst er store, og virksomheden er derfor rykket fra Ravnkilde til nye lokaler i det nordlige Hobro.

ATO Supply blev stiftet af brødrene Paw Thomas Andersen og Allan Iver Andersen i 2020. I begyndelsen udelukkende med fokus på aluminium. Senere er bambus og produkter af genanvendt plast kommet til.

- For alle vores produkter gælder det, at vi gerne vil løfte dansk byggeri mod en mere bæredygtig og miljøvenlig fremtid. Derfor tilbyder vi som leverandør af byggematerialer dokumenterede produkter med lav CO2-udledning, uden skadelige stoffer og med en så høj andel genanvendt indhold som muligt, fortæller Paw Thomas Andersen.

- Blandt andet er vores aluminium til gelændere og glasværn danskproduceret, så det skal ikke fragtes halvdelen af verden rundt. Aluminium kan genanvendes i det uendelige, og du bruger under en tiendedel af energien på at genanvende aluminium i forhold til genanvendelse af stål. Produkterne vejer også mindre end stål, så der kan være den dobbelte mængde på en lastbil, tilføjer han.

Bambus kan noget særligt

Et andet produkt er terrasse- og beklædningsbrædder af bambus, der er en af verdens hurtigst voksende planter og kan høstes efter fire til seks år uden at dræbe planten, da rodsystemet bevares. Bambus kan nemt laves til brædder, som er et yderst miljøvenligt, formstabilt og holdbart alternativ til hårdt træ med en forventet levetid på op til 50-60 år.

- Bambusbrædder er stærke, kræver minimal vedligeholdelse og er dermed ideelle til terrasser og facader på grund af deres modstandsdygtighed over for svamp, lyder det fra Paw Thomas Andersen, der også fortæller, at de plastkiler og terrassefødder, som ATO Supply sælger, er produceret af minimum 90 procent genanvendt plast.

Billede beskrivelse

Nu er der mange virksomheder, der fortæller omverdenen, at deres produkter er bæredygtige og klimavenlige. Her gør ATO Supply meget ud af, at det ikke bare er ord, men at det også kan dokumenteres. Således har virksomheden fået dokumenteret det lave CO2-aftryk på de forskellige produkter ved udarbejdelse af miljøvaredeklarationer.

- Vi kan dokumentere det, vi fortæller kunderne. Det er vigtigt for både os og kunderne, fortæller Paw Thomas Andersen.

Både til private og erhverv

ATO Supply sælger både direkte til private og til erhvervskunder – sidstnævnte gennem blandt andet trælaster, byggemarkeder og tømrervirksomheder. Til private sælges via egen webshop.

- Vi startede virksomheden for seks år siden, og siden dengang er byggeriets fokus på bæredygtige og klimavenlige produkter kun blevet mere og mere markant. Derfor har vi store forventninger til de kommende år, hvor vi også har planer om at påbegynde eksport til andre skandinaviske lande.

- Vores forventninger til vækst har betydet, at vi har flyttet virksomheden til nye lokaler på Hvedemarken i det nordlige Hobro. Her har vi godt 560 kvadratmeter med plads til både lager og showroom, fortæller Paw Thomas Andersen.

- Samtidig er beliggenheden i det nordlige Hobro perfekt for os. Her er en god infrastruktur med kort vej til motorvejen. Det er derfor nemt for både vores kunder og leverandører fra hele landet at besøge os.

- Nu er det jo stadig nyt, men vi fornemmer også, at der i Mariagerfjord Kommune er et rigtigt godt erhvervsliv og erhvervsklima med mange spændende virksomheder, hvor vi allerede har indledt et samarbejde med nogle af dem. Det er meget positivt, tilføjer han.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste