Billede beskrivelse

HF og SOSU går sammen om ny undervisning

19. april 2026 kl. 19.03

HOBRO: Mariagerfjord Gymnasium har modtaget 600.000 kr. fra Region Nordjyllands Uddannelsespulje til et nyt projekt i samarbejde med SOSU Nord. 

Projektet har titlen Praksisfaglighed på tværs – et EPX-pilotprojekt mellem HF og SOSU og skal styrke sammenhængen mellem teori og praksis for unge på de to uddannelser.

Det skriver Mariagerfjord Gymnasium i en pressemeddelelse.

Projektet bygger på en fælles ambition om at bringe styrkerne fra de to uddannelser tættere sammen og udvikle undervisning, hvor teori og praksis understøtter hinanden. Derfor vil de to institutioner afprøve nye modeller for helhedsorienteret undervisning, hvor elever og undervisere arbejder sammen på tværs af uddannelserne.

- Med samarbejdet mellem HF og SOSU udfordrer vi den traditionelle måde at tænke uddannelse på. Vi skaber nye ungdomsfællesskaber på tværs og udvikler undervisning, hvor teori og praksis går hånd i hånd. Det ligger i direkte forlængelse af EPX, hvor ambitionen er at skabe stærkere fællesskaber på tværs af ungdomsuddannelser, siger Christian Møller Larsen, uddannelsesleder ved Mariagerfjord Gymnasium.

Undervisning på tværs

Projektet er bygget op i tre faser og involverer i første omgang de elever, der begynder på uddannelserne i 2027:

1. Kompetenceløft for undervisere
Undervisere fra de to institutioner mødes, udveksler erfaringer og udvikler undervisningsforløb sammen.

2. Skolebytte
Nye HF- og SOSU-elever undervises på hinandens skoler og arbejder med konkrete, praksisnære forløb.

3. Dobbeltlærerforløb
Eleverne undervises af to undervisere, så teori og praksis integreres i samme undervisning.

Selvom HF og SOSU er to forskellige uddannelser, er der fælles berøringsflader og gode muligheder for tværfaglige projekter. 

Det kan for eksempel være et forløb om unges mentale sundhed, hvor undervisere fra de to uddannelser bidrager med perspektiver fra biologi, psykologi og pædagogik. På den måde arbejder eleverne både med biologiske forklaringsmodeller og praktiske cases fra ungdoms- og socialområdet.

Vigtige erfaringer til EPX

Formålet med projektet er at samle ny viden om, hvordan samarbejde på tværs kan styrke elevernes motivation, læring og fastholdelse. Samtidig giver projektet mulighed for at udvikle praksisfaglige modeller og nye pædagogiske greb, når underviserne træder ind i hinandens klasserum. 

Med den kommende EPX bliver erfaringerne særligt relevante.

- Vi åbner for et blandet lærerværelse med både akademiske og praksisnære kompetencer, fordi vi ved, at mange af vores elever lærer bedst i praksis. Samtidig bruger vi projektet til at samle erfaringer, som andre uddannelsesinstitutioner kan få glæde af, og som kan spille ind i udformningen af EPX, siger Sally Windeballe Vingborg, teamleder ved SOSU Nord.

Kort om projektet

Titel: Praksisfaglighed på tværs – et EPX-pilotprojekt mellem HF og SOSU

Periode: August 2026 til december 2028

Samarbejdspartnere: Mariagerfjord Gymnasium og SOSU Nord

Støttet af: Region Nordjyllands Uddannelsespulje

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste