Genbrugsbutik deler ud af overskuddet for 47. gang
HADSUND: Mange bække små, siger man.
Det gælder også Genbruget Hadsund, der traditionen tro har fordelt 100.000 kroner af genbrugsbutikkens overskud blandt 21 lokale foreninger og institutioner - samt til Kirkens Korshær i Aalborg.
Det lyder måske ikke af så meget, og ifølge formand Per Roth er det da også et stykke fra rekorden på 150.000 kroner.
- Overskuddet har været dalende i de senere år. Jeg tror, det skyldes, at der handles mere og mere på internettet, så der er færre fysiske kunder i byen. Vi har overvejet, om vi skulle flytte fra baggården og ud på Storegade for at blive mere synlige, men vi vurderer, at gevinsten nok ikke kan stå mål med den højere husleje, siger han.
Genbruget er stiftet i 1979 af nu afdøde pastor Søren Mathiesen og hans hustru, Birthe.
Foreningen har i løbet af de forgangne 47 år uddelt omkring seks millioner kroner.
Én undtagelse
Med én undtagelse er det altid til foreninger og institutioner i den tidligere Hadsund Kommune, som vedtægterne siger.
Den ene undtagelse er Kirkens Korshær i Aalborg, der bidrog med 11.000 kroner til butikkens start og på den konto altså har indkasseret over to millioner kroner siden.
- I mange år var det 50 procent, men i takt med at overskuddet er dalet, har vi skruet ned til 40, så det resterende beløb batter mere i forhold til de lokale foreninger og institutioner, fortæller Per Roth.
Det er som oftest aktører med sociale eller velgørende formål, der begaves.
Men i nyere tid er for eksempel Dyrehaven Hadsund og Lokalhistorisk Arkiv også blevet tilgodeset.
Hvem der får penge, afgøres af de i øjeblikket 22 frivillige kvinder, som på skift arbejder i genbrugsbutikken.
Det er dem, der sammen med butikkens pedel driver butikken.
Et nyt initiativ
I år har Hadsund Genbrug taget et nyt initiativ i brug.
Butikken er begyndt at indsamle dåseclips - de små metalringe, der sidder på sodavands- og øldåser.
De er fremstillet af en særlig type aluminium, som kan genanvendes til fremstilling af proteser til gavn for arm- og benamputerede i krigshærgede lande.
I butikken finder man brugt tøj, sko, tekstiler, sengelinned, nips og porcelæn, som doneres af private.
Ifølge Per Roth sorterer man det fra, der skønnes at være for dårligt til at blive solgt.
Af resten sælger man omkring 95 procent.
- De "bøjlevarmere", der ikke kan sælges, sendes videre til Polen eller Ukraine, fortæller han.