Billede beskrivelse

Gammelt skibsvrag vækker liv i historien på Mariager Havn

26. august 2025 kl. 11.01

MARIAGER: Frem til den 14. september kan besøgende opleve udstillingen Den Korte Historie i en container på havnekajen i Mariager. Her fortælles historien om et sjældent fund – et skibsvrag, der dukkede op i forbindelse med kloakarbejde i sensommeren 2024.

Det fortæller Nordjyske Museer. 

Ved en arkæologisk udgravning omkring tre meter under asfalten fandt arkæologer et skibsvrag, som viste sig at stamme helt tilbage fra 1568. Det er usædvanligt at finde skibsvrag på land, og derfor vakte opdagelsen stor opsigt – også blandt de erfarne fagfolk fra Nordjyske Museer.

Udstillingen giver et indblik i udgravningen og skibets historie. Den sætter også fokus på livet i Mariager og ved fjorden i perioden fra 1400- til 1800-tallet og viser, hvordan fundet spiller en rolle både lokalt og nationalt.

Billede beskrivelse

Historie for alle – tæt på hverdagen

Udstillingen er en del af konceptet Den Korte Historie, som Nordjyske Museer står bag. Idéen er at bringe historien ud til de steder, hvor den fandt sted – i øjenhøjde med dem, der bor og færdes der. Containerformatet gør det muligt at flytte udstillingerne rundt i landsdelen.

Tidligere har udstillingscontaineren været forbi Fårup Sommerland og Havnø Mølle. Efter Mariager går turen videre til blandt andet Vaarst, hvor fortællingen om en magtfuld fyrsteslægt bliver sat i fokus.

Formidlingen er kortfattet og lettilgængelig, og målet er at nå dem, der måske ikke normalt besøger museer – men som gerne vil tage lidt historie med på farten.

Billede beskrivelse

Praktisk information

Udstillingen på Mariager Havn er gratis og åben hver dag fra kl. 8.00 til 21.00 frem til den 14. september 2025.

Projektet er støttet af KulturKANten – Nordjyske Fortællinger, Region Nordjylland, Sparekassen Nordjyllands Fond af 29. marts 1976, Spar Nord Fonden, Sparekassen Danmark, Nordea-fonden og Nordland Automatic.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste