Billede beskrivelse

Fra 250 til 4.000 billetter på få dage

19. juni 2025 kl. 13.41

HOBRO: Efter at festivalen Sommersus 2025, der finder sted den 20. og 21. juni i Bramslev Bakker, i sidste uge meldte ud, at de – på grund af svigtende billetsalg – gjorde festivalen gratis, er antallet af ”solgte” billetter steget fra 250 til 4.000. Det glæder arrangøren.

- Selvfølgelig er gratis altid et tillokkende tilbud for nogle, men det viser alligevel også, at vi har gang i noget rigtigt, fortæller Søren Spliid, der er direktør for Naturhotel Bramslev Bakker, der står bag Sommersus.

- De 4.000 billetter fordeler sig over partoutbilletter, og endagsbilletter til henholdsvis fredag og lørdag, så vi bliver nok i gennemsnit 2.000 – 2.500 gæster på pladsen i de to dage, hvilket er helt perfekt. Samtidig har det jo heller ikke gjort det ringere, at vejrudsigten lover varme, sommer og sol over bakkerne, tilføjer han.

Kunst, musik og talks

Årets program til Sommersus byder blandt andre på musikalske højdepunkter som Ida Corr, Lis Sørensen, Skinz, Freja Kirk og Liga, mens der også vil være tankevækkende talks leveret af personligheder som Jim Lyngvild, Johnny Haugaard, Simi Jan og Europaminister Marie Bjerre.

Festivalen åbner med det spektakulære kunstværk Midgårdsormens Ham, skabt af Johnny Haugaard i samarbejde med frivillige.

- Der kommer til at ske en masse forskelligt, og i tillæg til de etablerede musiknavne har vi også lokale kunstnere som Hobro-bandet Sharks og sangerinden Clara Elisabeth, der til daglig går på Mariagerfjord Gymnasium.

- Vi får også besøg af lokale unge, der kommer for at holde en talk med Europaminister Marie Bjerre. Det har været vigtigt for os at inkludere lokalsamfundet og på den måde også skille os ud fra andre musikarrangementer, fortæller Søren Spliid, der også nævner, at det svigtende billetsalg, inden festivalen blev gjort gratis, ikke har afskrækket arrangøren med hensyn til en 2026-udgave af Sommersus.

- Vi vil selvfølgelig evaluere på det hele, men jeg føler mig overbevist om, at vi vender tilbage med Sommersus i 2026. Vi tager selvfølgelig en god portion læring med os, som vi kan bruge på en god måde til næste års udgave. Så må vi se, hvilken form det bliver, tilføjer han.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste