Forældre bag ny skole og børnehave - Vi kan selv herude
BLENSTRUP: Det var et hårdt slag, da Rebild Kommune besluttede at lukke skole og senere også børnehave i Blenstrup, men med en viljestærk indsats blandt en kreds af forældre og andre frivillige er det nu lykkedes at skabe et stærkt alternativ.
I sommer, da Blenstrup Skole lukkede, åbnede privatskolen Sophie Amalie, og på mandag 2. december åbner børnehaven af samme navn i direkte forlængelse af, at den kommunale børnehave Valhalla lukker.
- Vi kan selv herude, og det er jo dejligt at finde ud af, fastslår Charlotte Kragh-Pedersen, der har været blandt de mest energiske ildsjæle i bestræbelserne på at erstatte de kommunale institutioner.
Hun har selv to døtre og en søn i den skolepligtige alder og sad med i privatskolens initiativkreds. I forhold til børnehaven har hun dog droslet ned på indsatsen.
- Jeg var med fra start, da vi kæmpede imod skolelukningen og da kommunen meldte ud, at skolen skulle lukke og frem til skolens åbningsdag. Det har virkelig krævet hårdt arbejde, så heldigvis er der andre, der har tid og kræfter til at tage over, siger hun.
Skole og børnehave indtager de samme bygninger, som husede den kommunale skole, men der har alligevel været nogle udfordringer i overgangen.
- Der stilles andre krav til brandsikkerheden i børnehaver end i en skole, så vi har måttet bygge lidt om, men nu er vi godt i gang med at indrette lokalerne, så vi er klar på mandag, fortæller Charlotte Kragh-Pedersen.
Blenstrup Skole lukkede med 48 elever, og privatskolen har nu 33. Og dermed lever man allerede nu op til de minimumskrav, der stilles for at bevare det offentlige tilskud til en privat- eller friskole.
- Vi tabte selvfølgelig nogle elever i overgangen, men er meget tilfredse med elevtallet. I børnehaven går det også rigtig godt. Vi har p.t. 17 børn indskrevet og har fået mange henvendelser, så vi har en dialog i gang med kommunen om at opnormere, så vi ikke skal sige nej til nogen, fortæller Charlotte Kragh-Pedersen.
Personalet på skolen udgøres af tre lærere, en pædagog og en skoleleder, som også underviser. De er alle nye. Modsat er det i børnehaven, hvor alle de fire primære ansatte fortsætter.
Dermed er sammenhængen i børnetilbuddene bevaret. Skolen, børnehaven og også de lokale dagplejere benytter alle den fælles legeplads, og det letter ifølge Charlotte Kragh-Pedersen overgangen, når børnene skal videre i systemet.
- Det er meget nemmere, når de har mødt og kender de ældre børn, som de skal gå sammen med.
Sammenhængen bevares ikke blot i Blenstrup, men i hele lokalområdet. Til sommer lukker også Bælum Skole, og her er man også i gang med at etablere et nyt tilbud i form af en friskole.
- Vi har aftalt at samarbejde og har en rigtig god dialog med dem, siger Charlotte Kragh-Pedersen.
Hele processen har vist sig at være positiv på trods af den negative begyndelse.
- Jeg kan selvfølgelig godt fundere lidt over, hvordan beslutningen om at lukke institutioner harmonerer med kommunens landdistriktspolitik, men omvendt kan jeg også godt se, at det er svært at være lokalpolitiker uden penge. De har i øvrigt været meget hjælpsomme over for os, og vi har ikke følt, at de ville os noget ondt, tværtimod. Jeg må også sige, at opbakningen lokalt har været enorm. Vi har fået meget flotte donationer fra både erhvervsdrivende og private og starter med et solidt økonomisk fundament, siger Charlotte Kragh-Pedersen.
Navnet Sophie Amalie stammer i øvrigt fra Lindenborg Gods, hvor grevinden af samme navn åbnede den første skole i Blenstrup tilbage i 1700-tallet.
- Det var oplagt at navngive skole og børnehave efter hende. Men vi har nu ikke set Den Grå Dame endnu, smiler Charlotte Kragh-Pedersen med henvisning til fortællingen om, at grevinden stadig går rundt som et spøgelse.