Forårssæsonen er i gang i Hadsund Roklub
HADSUND: Efter en lang vinter med indendørs roning er Hadsund Roklub nu klar til en ny sæson på vandet. Glade og forventningsfulde roere ser frem til at komme ud og nyde rolivet igen.
Det fortæller roklubben.
P-roerne og motionisterne har fået en fantastisk start på sæsonen med en splinterny 4-årers inrigger, fremstillet i glasfiber på Vejle Bådværft. Båden er finansieret med støtte fra DIF’s Foreningspulje, Velux Fonden og Elro Fonden. Den nye inrigger, der primært er tiltænkt +65-roerne, blev officielt indviet ved mandagens roning.
Pensionistafdelingen tæller omkring 40 medlemmer – både aktive og passive. Et medlemskab dækker roning og andre aktiviteter hele året og byder på både god motion, fællesskab og oplevelser. +65-gruppen er støt voksende, og klubben arbejder målrettet på at holde denne aldersgruppe aktiv i mange år frem.
P-roerne ror mandag og onsdag formiddag kl. 8.30, altid efterfulgt af hyggeligt socialt samvær. Motionisterne mødes til roning mandag og torsdag aften kl. 18.00 – et tilbud målrettet voksne i alle aldre. Nye roere er meget velkomne til at møde op på disse rodage eller kontakte klubben for en aftale.
Også kajakafdelingen er kommet godt fra start. Med støtte fra Fonden Himmerland er der indkøbt både havkajakker og turkajakker til den nye sæson. Klubben har desuden uddannet instruktører i alle afdelinger, så nye medlemmer får en tryg og god introduktion til roning.
Instruktionskurset er gratis og foregår over fem til seks lektioner på vandet. Læs mere om kurserne og klubbens aktiviteter på Hadsund Roklubs hjemmeside.