Billede beskrivelse

Flere vælger skovens ro som sidste hvilested

28. februar 2026 kl. 06.03

HAVNØ: Der kan være mange overvejelser i spil, når man tilrettelægger en begravelse eller bisættelse, religiøse, personlige, praktiske og også æstetiske. På Havnø Gods er det nok især det sidste, der appellerer, når folk vælger at få nedsat deres urne på den såkaldte Skovbegravelsesplads.

- Det er et meget naturskønt område, og for mange betyder det noget, at man ligger i et skovområde med den naturlige fauna, der hører til. Andre ønsker ikke at belaste deres pårørende med et gravsted, der skal passes, og det skal det jo ikke, når naturen får lov at gå sin gang, så der er flere faktorer, der spiller, forklarer Manon Kirsten von Lüttichau Blou, der sammen med sin mand, Malthe Blou, ejer Havnø Gods.

Billede beskrivelse

Pladsen blev etableret i 2020, delvist inspireret af en af parrets venner, godsejer Jannik Ahlefeldt, der i 2018 etablerede den første danske skovbegravelsesplads på Stensballegaard Gods ved Horsens.

- Vi havde gået og tænkt på, om vi på en eller anden måde kunne åbne os mere for offentligheden, og om vi kunne finde et ben mere at stå på. Vi har landbrug og skovbrug og udlejning af huse, men der er ikke mange, der har deres naturlige gang her. Da min fars onkel overtog godset i 1925, var der 30-35 ansatte. Da min far tog over i 1962, var der 17. Nu er der kun Malthe og mig. Jannik luftede tanken om at dele det meget smukke område, vi bor i, ligesom han selv, og det lød som en rigtig god ide, siger Manon Lüttichau Blou.

Billede beskrivelse

Inden åbningen skulle de søge forskellige tilladelser, men Mariagerfjord Kommune viste sig at være meget velvilligt indstillet, så i efteråret 2020 var alt på plads. Siden har omkring 250 reserveret plads, og af dem er knap 60 også blevet bisat.

Skovbegravelsespladsen fungerer i princippet som en kirkegård. Man betaler for 10 år fra den dag, urnen nedsænkes, og man vælger selv, om man vil have en sten eller efterlade pladsen umarkeret. Træerne er dog nummererede, så man ved, hvor folk ligger begravet. En kistebegravelse er ikke mulig.

- Det ville kræve et kapel, og det ønsker vi ikke, fordi det netop skal se ud som en skov, og vi ville nok heller ikke få tilladelse til det. Desuden ville trærødderne gøre graveopgaven næsten umulig, forklarer Manon Lüttichau Blou.

Billede beskrivelse

For parret er det en forholdsvis smal sag at drive pladsen.

- Folk har typisk holdt ceremonien et andet sted, så her skal urnen bare nedsættes. Vi gør hullet klar og sørger for, at omgivelserne er pæne. Ud over det arrangerer vi løbende fremvisninger for interesserede, svarer på spørgsmål og hjælper med at finde det rigtige træ. Men det er faktisk en fornøjelse at vise det frem, og selvom det kan være en tung periode for dem, er folk altid meget positive, siger Manon Lüttichau Blou.

Der inviteres løbende til guidede fremvisninger, hvor parret fortæller om skovens, områdets og Havnø Gods' historie. 

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste