En eller flere ulve er set ved Mariager Fjord
MARIAGERFJORD: En eller flere ulve synes at have bevæget sig ind i området mellem Randers og Mariager.
Det er ellers ikke et område, der er kendt for mange møder med de omstridte dyr.
Forleden advarede Kurt Lynge Christensen efter en fællesjagt i skovområdet Skrødstrup/Tornholt syd for Mariager på Facebook om, at han og andre havde spottet en ulv.
- Jeg så den først, og der var den meget hurtigt væk, men jeg kaldte andre, der var længere fremme, over radioen og bad dem om at holde udkig, og tre af dem så derefter en ulv løbe forbi foran sig. Vi er alle erfarne jægere og kan godt se forskel på ulve og hunde, og de fodspor, den efterlod i sneen, er alt for store til, at det kan være en hund, siger han.
Da jagten begyndte, udviklede den sig usædvanligt.
- Vi så intet vildt, og vi plejer at se 20-25 stykker. Vi fandt et rålam, som var blevet skadet i begge lyskener, og som vi var nødt til at aflive. Jeg vil gerne understrege, at det ikke nødvendigvis skyldes en ulv, men vi har aldrig oplevet nogen af delene før, siger Kurt Lynge Christensen.
Mødet med ulven kommer ikke som en overraskelse, for det er ikke første gang, han og andre har set en ulv i området.
- For en måned siden så jeg et stort dyr, der løb forbi foran min bil på Dalhusvej. Det gik stærkt, og jeg kan ikke garantere 100 procent, at det ikke har været en stor schæfer, men så har det i hvert fald været en velvoksen en af slagsen, siger han.
Kurt Lynge Christensen er hverken for eller imod ulves tilstedeværelse i Danmark, men mener, at der i hvert fald er grund til at være forberedt på at møde dem.
- Det var derfor, jeg lavede opslaget, så man kan tage sine forholdsregler, hvis man har små børn eller husdyr. Jeg var selv ude at forberede en jagt for en måned siden, og da jeg gik alene uden riffel, løb det mig indimellem koldt ned ad ryggen. Men om de skal være her eller ej, skal jeg ikke gøre mig klog på, siger Kurt Lynge Christensen.
Han nåede at få et par kommentarer efter sit opslag på Facebook, men skyndte sig at lukke for dem.
- Jeg synes, det er fint, at folk bliver advaret, men debatten kan hurtigt tage en drejning, jeg ikke ønsker at være en del af, siger han.
Ifølge sagkundskaben er ulven(e) næppe i området for at tage ophold.
- Det er meget muligt, at det er en eller flere strejfere, men skovområderne er for små til, at ulve vil indtage et territorium, danne par og yngle. Det kan godt være, at de bliver et stykke tid, hvis der er husdyr, som er nemme at nedlægge, men de vil være hurtigt væk igen, siger Kent Olsen, der er videnskabelig chef på Naturhistorisk Museum i Aarhus, hvor man indsamler og registrerer observationer af ulve.
- Vi får mange henvendelser på vores mail dagligt, men ikke fra det område. Hvis man mener, man ser en ulv, vil jeg stærkt opfordre til, at man finder mobiltelefonen frem og tager billeder. De er vigtige for at afgøre, om der virkelig er tale om ulve. Vi har set mange eksempler på, at folk har taget fejl, især hvis der forinden har været snak om ulve i et område. Der er jo flere hunderacer, der for det utrænede øje til forveksling ligner ulve, siger han.
Langt de fleste ulverevirer ligger i Midt- og Vestjylland.
I Nordjylland syd for Limfjorden er der med sikkerhed en ulvefamilie i Lille Vildmose.