ELRO-Fonden tilbyder en gratis togtur
MARIAGER: Lørdag den 6. september bliver en travl dag hos veteranbanen i Mariager.
Denne første søndag i september måned er det nemlig gratis at tage en tur med de historiske gamle tog, der kører mellem Mariager og Handest på Danmarks længste veteranbane. ELRO-Fonden betaler billetten til alle tog denne dag, og man kan rejse hele dagen, ”lige så tosset, man vil”.
På sommersæsonens sidste ordinære køredag slår veteranbanen remiseportene op for sine gamle køretøjer, og i samarbejde med ELRO-Fonden viser banen, hvad danske fabrikker gennem et århundrede har præsteret af jernbanemateriel og vognbygningskunst til en række af landets nu for længst nedlagte privatbaner. ”Det er kulturhistorie for alle pengene”, fortæller driftsbestyrer Frits Sørensen.
Trækkraft er bl.a. den flotte røde Frichs ”Rulleskøjte” bygget i Aarhus, men også de lokalt byggede fra Randers, Hadsund-Peter og Scandia Skinnebussen, kører på ELRO-dagen!
- Det bliver en travl dag for os, fortæller Frits Sørensen.
- Vi kører naturligvis med vores flotte røde diesellokomotiv bygget hos Frichs i Århus. Men derudover har vi indlagt andre tog, der kører indimellem. Her træder vores ældre randrusianere, den flot teaktræsbeklædte ”Hadsund-Peter” og den røde ”Scandia skinnebus” til og kører ekstra tog.