Efter 18 år var der ingen vej udenom: - Man er bare nødt til at have en
ØSTER HURUP: En ny pantautomat er ikke nogen lille investering for en butik som Brugsen i Øster Hurup, og ifølge formanden for butiksrådet, Allan Krone, er det da heller ikke for sjov, man netop har indkøbt en ny af slagsen.
- Det er jo ikke noget, man tjener flere penge af, men man er bare nødt til at have en. Den gamle var blevet 18 år, hvilket faktisk er mere, end man kan forvente på grund af det voldsomme slid, der er på den, og vi fik at vide, at det ikke længere kunne betale sig at reparere den. Så var der ikke rigtig nogen vej udenom, siger han.
Omvendt er der dog også gode ting ved det nye isenkram.
- Den er mere up to date, er hurtigere og klarer en større del af sorteringen automatisk. Vi kommer fortsat til at give den en spand sæbevand dagligt, men alt i alt sparer vi mandetimer. Dertil kommer færre driftsforstyrrelser, som både koster arbejde og utilfredse kunder. Endelig fylder den meget mindre end den gamle og frigør dermed lagerplads, og det er altid en mangelvare, siger Allan Krone.
Nogle kunder har efterspurgt en automat, hvor man bare kunne hælde panten ind i stedet for at fodre den manuelt, og Brugsens opslag på Facebook har da også fået kommentarer i den retning, men træerne vokser ikke ind i himlen.
- Hvis man går og drømmer om den slags, har man nok ikke undersøgt, hvad sådan en koster. Vi taler om en pris på omkring en million kroner, og det er simpelthen helt uden for rækkevidde af vores økonomi. Jeg er ikke engang sikker på, at der findes større butikker i nærheden, som har sådan en. Men mon ikke folk bliver tilfredse med den, vi har fået? Det tror jeg, siger Allan Krone.