Efter 17 år er det snart slut
HOBRO: Kamas/Hobro Marine, der med base på Lupinvej i Hobro sælger maskiner, værktøj og marineudstyr, blev stiftet af Jørgen Kannegaard i 2008. Nu har butikken inviteret til ophørsudsalg.
Tilbage i 2014 overtog Rune Kannegaard virksomheden fra sin far Jørgen, og det er således Rune, der har truffet beslutningen om at lukke.
Han forklarer:
- Der er flere årsager. Først og fremmest er vi de seneste år blevet pålagt en del bæredygtighedsrelateret administration, også kaldet ESG. Det er en tung arbejdsmæssig byrde for en lille virksomhed som vores, som er svær at løfte uden at skulle have tilført yderligere ressourcer, og det kan vi simpelthen ikke bære.
- Samtidig har vores medarbejderstab en kritisk høj gennemsnitsalder. Jeg er selv 45 år, men næstyngste medarbejder er 70 år, og min far, der stadig arbejder på værkstedet, er i dag 72 år, fortæller Rune Kannegaard.
- Det er to store udfordringer, som har bekymret og stresset mig. I december kunne jeg mærke, at det påvirkede mig negativt med nogle stressrelaterede reaktioner, og derfor har jeg taget beslutningen. Hellere selv tage beslutningen nu end at blive tvunget til det senere, tilføjer han.
- Jeg har dog ikke alle svarene, blandt andet om vi på et eller andet niveau kunne fortsætte med visse værkstedsfunktioner, ligesom jeg også vil være åben for eventuelle kolleger i branchen, som kunne have interesse i at videreføre vores industrisalg, fortæller Rune Kannegaard, der allerede den 2. januar skød ophørsudsalget i gang.
Ophørsudsalget betyder 50% rabat på alle varer i butikken, og der holdes åbent så længe der er varer på hylderne. Bedømt på kundestrømmen på første ophørsudsalgsdag kan det dog komme til at gå forholdsvist stærkt. Der var pænt med kunder igennem hele dagen.
- Kunderne var søde og forstående, så det har været en fin oplevelse. Det er svært at sige, hvor længe der vil gå før vi definitivt lukker. Vi holder åbent indtil alle varerne er væk, fortæller Rune Kannegaard.