Billede beskrivelse

Donation på 3.000 kroner fra lokal forening til Julemærkehjemmet

25. november 2024 kl. 14.40

HOBRO: Hadsund Inner Wheel besøgte i november Julemærkehjemmet i Østerskoven ved Hobro, hvor viceforstander Lene Gamrath bød de 16 gæster velkommen. Besøget blev en mindeværdig oplevelse fyldt med indsigt og varme.

Julemærkehjemmet i Hobro er ét af Danmarks fem Julemærkehjem, som tilbyder ophold for børn i alderen 7-15 år. Her får børn, der kæmper med forskellige udfordringer, mulighed for en frisk start gennem et 10-ugers ophold. 

Billede beskrivelse

Hjemmet rummer 48 børn ad gangen og er inddelt i tre aldersgrupperede afdelinger: Fjorden, Skoven og Fyrkat. Med faciliteter som en idrætshal, sportsplads og store udendørs områder skabes rammerne for både leg og motion.

Dagligdagen er nøje struktureret, med faste sengetider, regler for skærmtid og små skolehold på 5-8 elever, hvor der undervises 13 timer ugentligt. Denne nærhed og faste rammer styrker børnenes trivsel og fællesskab.

Under besøget viste tre tillidsfulde børn gæsterne rundt og deltog senere som panel i spisesalen, hvor de med selvsikkerhed og åbenhed besvarede spørgsmål.

Et ophold på Julemærkehjemmet er gratis for familien, men koster 92.000 kr. pr. barn. Den årlige drift af de fem hjem kræver 150 millioner kr., hvoraf kun 2,7 % kommer fra offentlig støtte. Resten dækkes gennem salg af julemærker, donationer og events. Desværre trues salget af julemærker i år af ændringer i postloven og stigende porto.

På denne baggrund blev Hadsund Inner Wheels donation på 3.000 kr. modtaget med stor taknemmelighed af viceforstander Lene Gamrath. Inner Wheel har længe støttet Julemærkehjemmene, og i oktober 2024 blev en samlet donation på 138.000 kr. overrakt til Julemærkefonden ved landsmødet i Nyborg.

Støtte til ”Præsternes Hjælpekasse”

I en tid med stigende priser og økonomisk pres har Hadsund Inner Wheel også doneret 3.000 kr. til ”Præsternes Hjælpekasse”. Midlerne fordeles mellem pastoraterne i Vive/Hadsund, Skelund/Visborg og Als Ø. Hurup, med håbet om at sprede juleglæde blandt trængte familier i lokalområdet.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste