Billede beskrivelse

Den lille Skæve: Musik og fællesskab i Arden

25. juni 2025 kl. 12.29

ARDEN: Musikerne havde øvet sig hele foråret, festivalteltet var rejst, og madholdets burgere sad lige i skabet, da CKU Himmerlands ungeafdeling i Arden torsdag den 19. juni åbnede dørene til den endagsfestival, Den lille Skæve. 

Det fortæller arrangørerne. 

Festivalen, der blev genoplivet sidste år efter en lang coronadvale, var allerede en stor succes med omkring 200 gæster fra specialskoler både nær og fjern. I år deltog hele 250 gæster fra blandt andet Hjørring og Randers.

I festivalteltet optrådte CKU's to elevband, The Pucks og Rusty, samt bandsene Støj i STU’en fra CKU Vendsyssel og Try Allstars fra Try Efterskole. Eleverne på CKU's særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse, som omfatter unge under 25 med særlige behov, havde arbejdet hårdt for at forberede den store dag.

- Det handler ikke kun om musikken, men også om at være en del af noget større og få noget til at ske i fællesskab, fortæller musiklærer og festivalansvarlig Kent Lykke Valbak. 

Eleverne havde blandt andet arbejdet med at sætte festivalteltet op, gøre parkeringsforholdene klar, designe logo og male scenetæppe samt grille pølser og vende burgere til festivalgæsterne. 

Når de mange besøgende ikke nød musikken i festivalteltet, kunne de hygge sig med forskellige spil, snobrød over bål og gensyn med gamle venner fra de andre skoler. Skolens håndarbejdslokale var på festivaldagen forvandlet til en skønhedssalon, hvor besøgende kunne blive festivalklar med glimmer i håret og ansigtsmaling.

- Det er fantastisk, at vi kan lave noget, hvor hele skolen løfter i flok, og hvor der er plads til, at alle laver noget, de selv synes er spændende, fortæller Kent Lykke Valbak. 

- Det er megastort for eleverne at være en del af noget større, hvor de bliver værdsat og føler sig værdifulde. Det styrker selvtilliden.

Også de optrædende bands havde gennemgået hårde øveperioder op til festivalen, så de langsomt fik mere sikkerhed og var klar til at give den gas på scenen. 

- At turde stille sig op på en scene og optræde er en stor ting, så vi øver også på at håndtere nervøsiteten og præstationskravene. Det er en kompetence, som kan bruges i mange sammenhænge. Den personlige udvikling er i fokus her på skolen, og musikken og festivalen er bare et af de redskaber, der hjælper eleverne videre, forklarer Kent Lykke Valbak.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste