Demens er ikke let: Men du kan gøre en forskel
ARDEN: Hverdagen med demens er ikke nem – men alle kan gøre en forskel. Det er budskabet bag årets Demensuge, som i uge 19 vil sætte fokus på, hvordan danskerne kan bidrage til, at mennesker med demens føler sig inkluderet og inviteret ind i fællesskabet.
En ny undersøgelse fra Folkebevægelsen for et Demensvenligt Danmark (FFDD) viser, at 82 % af danskerne gerne vil støtte op om mennesker med demens. Men kun 26 % føler sig sikre på, hvordan de konkret kan gøre det i deres daglige liv.
- Kløften mellem lyst og viden skal mindskes, lyder det fra sekretariatet i FFDD.
- Den lille håndsrækning kan have stor betydning – både for livskvalitet og for følelsen af at høre til.
Demensugen 2025 vil derfor have fokus på at give konkrete værktøjer og inspiration til, hvordan man som medborger kan gøre en forskel. Det handler i bund og grund om tre enkle råd:
Tag kontakt, tal tydeligt og vær tålmodig.
I Arden vil frivillige fra Ældre Sagen endnu en gang være aktive deltagere i Demensugen. De vil i løbet af uge 19 besøge en lang række lokale steder – fra busser og togstationer til biblioteker, idrætshaller, butikker, biografer, kirker og gader – med målrettet informationsmateriale og forhåbningen om at få mange gode samtaler undervejs.
Målet er klart: At flere danskere føler sig klædt på til at gøre en forskel – og at mennesker med demens i højere grad oplever at være en del af det fællesskab, de stadig ønsker at tage del i.