Billede beskrivelse

Befrielsesaften i jazzens tegn på Blåkilde

10. maj 2025 kl. 06.02

HOBRO: Onsdag den 21. maj markerer Jazz Hobro og Blåkilde afslutningen på forårssæsonen med en musikalsk fejring af 80-året for Danmarks befrielse. 

Når talen falder på populærmusik fra tiden før, under og efter Anden Verdenskrig, er det svært at komme uden om den gyldne swingtid – også kendt som jazzens guldalder. Jazzen havde i særlig grad medvind i Danmark i 1930’erne og 40’erne.

I anledning af befrielsesmåneden inviterer Jazz Hobro kvintetten Hede Hule Hot til Blåkilde. Orkestret turnerer landet rundt med tidens store swinghits og bringer både danske og amerikanske klassikere til live. 

På repertoiret er blandt andet musik af Svend Asmussen, Gerda og Ulrik Neumann samt Leo Mathisen – og derudover en række amerikanske swingnumre fra samme æra.

Hede Hule Hot er et energisk og medrivende orkester med sangerinden Karoline Budtz i front, flankeret af en rutineret kvartet: Jens Christian Kwella (guitar), Finn Odderskov (saxofon), Peter Friis (bas) og Peter Lund Paulsen (trommer).

Publikum kan se frem til en festlig og nostalgisk aften i Salthallen på Blåkilde.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste