Billede beskrivelse

Årets Hadsundløb er klar i starthullerne

13. august 2025 kl. 06.02
Opdateret 21. august 2025 kl. 14.41

HADSUND: Torsdag den 4. september afvikles årets udgave af Hadsundløbet, arrangeret af Sportigan Hadsund i samarbejde med Mariager Fjord Orienteringsklub.

Hadsundløbet er byens ældste motionsløb og har været afholdt siden 1992, hvor start og mål dengang lå foran sportsbutikken Top Sport i toppen af Storegade. Dengang var det Palle Justesen, indehaver af butikken under Sportmaster-kæden, der stod bag. I dag er det Sportigan, der er medarrangør.

Samarbejdet med Mariager Fjord Orienteringsklub begyndte i 2005, og før den tid var det Hadsund Atletik-, Terræn- og Orienteringsklub, der var partner.

Premiereåret bød på 177 deltagere. Siden har antallet varieret – fra lavpunktet i 1998 med 45 deltagere til rekordåret 2012, hvor hele 879 stillede til start. I år afholdes løbet for 33. gang, kun afbrudt af en enkelt pause i 2020 på grund af corona.

Billede beskrivelse

Deltagerne kan i år vælge mellem tre ruter: 3,3 km, 5,5 km og 10,5 km. Den længste rute fører helt ud gennem Visborg. For gående deltagere er der mulighed for at vælge 3,3 km eller 5,5 km.

Stævnepladsen opbygges som altid på Torvet og Storegade i Hadsund, hvor både start- og målområdet ligger. Her udleveres startnumre, og opvarmningen ledes af Tina Muhl fra MyHeart.

Efter løbet modtager alle deltagere frisk frugt og drikkevarer sponsoreret af SuperBrugsen Hadsund. Der uddeles desuden spurtpræmier til heldige vindere ved målstregen. Gruppevindere får medaljer fra Sportigan, og den traditionsrige vandrepokal fra Urmager Erhardsen går til det største hold. 

De seneste år har Hadsund Boldklub været fast modtager – sidste år med hele 58 af de i alt 226 deltagere.

Tilmeldingen er åben frem til 1. september. Eftertilmelding kan ske på selve dagen mod et tillægsgebyr.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste