60 år og 35 år i branchen: Kim fejrer jubilæum og rund fødselsdag
HOBRO: Den 22. august bliver en særlig dag på Hobro Havn. Her markerer Kim Vintersbølle både sin 60-års fødselsdag og sit 35-års jubilæum i restaurationsbranchen.
Begge begivenheder fejres med en uformel reception på Café K, hvor venner, familie, samarbejdspartnere og caféens mange trofaste gæster er inviteret til et glas og lækre retter.
Kim Vintersbølle har mange års erfaring bag sig, men begyndte faktisk karrieren i slagterfaget. Som ung gik han i lære i Herning og arbejdede siden i København, før turen gik hjem til barndomsbyen Hobro.
Her åbnede han Den Lille Café, som han drev i fem år. Allerede som 25-årig fik han sin første alkoholbevilling, og dermed var vejen banet til et langt liv i restaurationsbranchen.
Siden satte han sit præg på både Fyrkat Møllegaard og Hotel Amerika – hver med ti års drift – og tog derefter en afstikker til Australien. I 2012 overtog han caféen på havnen, dengang kendt som Café Kaj, og gav den snart det nuværende navn: Café K.
- Jeg elsker at være her. Jeg trives i samspillet med gæsterne, og jeg er stolt af, hvad vi har skabt her på havnen. Det er ikke bare mit arbejde – det er en livsstil, fortæller Kim Vintersbølle.
Privat er han far til datteren Marie på snart 15 år, som allerede har sin faste plads i caféen.
- Det er en fornøjelse at se, hvor god hun er ved gæsterne, og at hun har interesse for faget. Det gør en far rigtig stolt, siger han.
Café K har gennemgået flere udvidelser og er i dag en moderne, stilfuld café, der smelter sammen med havnens pakhusmiljø. Stedet er blevet en fast del af bylivet i Hobro, ikke mindst takket være et engageret personale.
- Jeg er heldig at have et fantastisk team omkring mig. De gør et kæmpe stykke arbejde hver dag, og det er deres indsats, der skaber oplevelsen for vores gæster. Det skylder jeg dem en stor tak for, siger han.
Kvalitet er et nøgleord hos Café K – både i betjeningen og i køkkenet. Langt det meste laves fra bunden, fra hjemmebagte burgerboller og dressinger til hønsesalat med friskkogt og håndpillet kylling. Den tilgang er et bevidst valg, fordi det gør en forskel for gæsteoplevelsen.
For Kim Vintersbølle er mødet med mennesker selve drivkraften. Han værdsætter kontakten med både gæster og samarbejdspartnere og er kendt for at krydre stemningen med et glimt i øjet. Målet er at skabe en café, hvor atmosfæren er afslappet, gæsterne føler sig velkomne – og har lyst til at komme igen.
Receptionen holdes på Café K den 22. august kl. 13.00. Alle er velkomne.