Seneste nyt
Billede beskrivelse

11 sejre i 11 kampe: Hadsund-klub millimeter fra oprykning

02. juni 2026 kl. 14.03

HADSUND: For Hadsund Boldklub i Serie 2 Kreds 14 har sæsonen udviklet sig til en næsten fejlfri række af resultater.

Derfor sætter Seriesport Spotlight på Jesper Overgaard, der sammen med sit hold har sikret 11 sejre i 11 kampe - og nu står med oprykningen til Serie 1 inden for rækkevidde.

Sejren ude mod Støvring IF blev endnu et bevis på et hold, der både kan håndtere modgang og levere på højt niveau.

– Ja, en meget fin sejr over et godt Støvring-hold på dagen, hvor vi fik den modgang, som vi faktisk har italesat overfor spillerne, at den ville komme på et tidspunkt. Den kom mod Støvring, men her så vi de attituder og dygtighed vores hold har. De steppede op, og vi fik det vendt. En flot kamp af holdet og faktisk over hele linjen – men ja vildt at vinde 11 kampe i træk i Serie 2, det er flot, fortæller Jesper Overgaard.

Kampen fik dog også en alvorlig konsekvens med en skade til holdets anfører.

– Det eneste minus i kampen var, at vi fik vores stærke anfører Thomas Frandsen sat ud af spillet med en brækket arm, så han er væk min. de næste 10 uger, siger han.

Selv om oprykningen er tæt på, bliver der dog ikke taget noget for givet i Hadsund-lejren.

– Vi er ikke rykket op. KVIK når os endnu, så vi holder fuld fokus på de næste kampe. Du får os ikke til at sige den er hjemme, der har vi en meget ydmyg tilgang. Men en oprykning er vigtig for denne gruppe spillere, og talentet er der til Serie 1; det er mere indstillingen, vi skal arbejde med. Ligeledes vil den betyde meget for klubben, som fylder 100 år i august, så det må meget gerne være med et Serie 1-hold, fortæller Jesper Overgaard.

Sæsonen indtil nu beskriver han som et resultat af både kvalitet og struktur i en travl opstart.

– Vi har et dygtigt hold og en ok bredde, så vi er meget imponerede over, hvordan spillerne har præsteret og holdt fokus. Vi overtog jo holdet tre dage inden sæsonstart, så vi har været presset på tid, men med hårdt arbejde har vi fået fysikken på plads og stillet krav om ydmyghed. Spillerne har taget retningen til sig, og det har givet 11 sejre ud af 11, siger han.

Også hans egen start i klubben har været præget af genkendelighed og et godt fundament.

- Selv om vi kom til i 11. time, kendte vi jo klubben og de fleste spillere, så det har været nemt at falde ind. Det vigtigste har været, at spillerne kendte os trænere og vores tilgang. Det har gjort opstarten enkel og meget positiv, siger Jesper Overgaard.

Frem mod de sidste kampe venter dog også udfordringer i bredden.

- Vi arbejder stadig med afbudskulturen, som er en udfordring flere steder. Og allerede mod KVIK på søndag er der fem mand væk på ferie, så der skal graves dybt. Her må truppens bredde vise format, siger han.

Hadsund Boldklub står dermed med en historisk stærk sæson - men med en klar bevidsthed om, at arbejdet endnu ikke er helt færdigt.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste