10.000 inviteret til jubilæumsfest i Hadsund Hallen
HADSUND: Når Hadsund Museumsforening & Lokalhistorisk Arkiv (HMLA) åbner efterårets ”Fortælleværksteder” onsdag formiddag den 17. september 2025, bliver det med et glædeligt gensyn.
Thure Barsøe-Carnfeldt gæster endnu en gang Hadsund for at fortælle om den anden halvdel af Hope Computer Corporation A/S’ 20-årige virke i byen.
- De tilhørere – du havde stablet på benene første gang, Hans Henrik Rasmussen – var ikke bare gode lyttere, men jeg kunne se i deres øjne, at de var glade og tilfredse med min fortælling om de første 10 år af Hopes 20-årige periode i Hadsund, skriver Thure Barsøe-Carnfeldt i sin svarmail til foreningen.
Det er derfor sandsynligt, at publikum denne gang får fortællingen om den store 10-års jubilæumsfest, hvor ”Skoven” blev indviet, og hvor virksomheden fejrede fødselsdag med manér.
- De første 500 – der kom langvejs fra – festede på Hotel Hadsund, og godt 7.500 af de 10.000 inviterede hadsundere deltog i fejring i Hadsund Hallen, hvor man frit kunne komme og gå, fortæller Thure Barsøe-Carnfeldt i et tidligere interview, inden sommerferien.
Som en ekstra gestus har Thure Barsøe-Carnfeldt tilbudt at medbringe nogle af sine bøger, som Museumsforeningen må sælge for 50 kroner stykket. Hele overskuddet doneres til foreningens arbejde.
- Vi glæder os i hvert fald til besøget, udtaler Hans Henrik Rasmussen fra HMLA og håber på lige så stor tilslutning som ved det første foredrag.