52-årig dømt for underslæb: Brugte løs af sin søsters penge
Den 52-årige var værge for sin søster og udnyttede adgangen til hendes konto
HIMMERLAND: Over et år brugte en 52-årig kvinde 186.000 kroner af sin søsters penge, når hun var presset økonomisk.
Kvinden var økonomisk værge for sin søster og havde derfor adgang til søsterens konto. Og den adgang brugte hun altså til at skabe lidt ekstra luft i økonomien til sig selv.
Hele 197 gange overførte hun penge fra søsterens konto til sin egen.
Det kostede hende onsdag seks måneders betinget fængsel for underslæb med vilkår om samfundstjeneste, oplyser anklager Stephen Pedersen.
Underslæbet blev opdaget af det bosted, hvor søsteren bor, som anmeldte det til politiet.
I retten erkendte den 52-årige, at hun havde taget søsterens penge. Hun forklarede selv, at hun havde brugt pengene til almindeligt forbrug, fortæller anklageren.
Udover den betingede fængselsdom, blev den 52-årige dømt til at betale erstatning til søsteren.
Hun valgte at modtage dommen.